28. april 2016 - FDM

Nye sygehuse med få pladser
Nye supersygehuse mangler parkeringspladser.

Seks ud af ti eksisterende sygehuse får trods udbygning færre p-pladser pr. sengeplads, viser opgørelse, FDMs medlemsmagasin Motor har lavet.
FDM

Der venter patienter og ansatte en hård kamp om p-pladserne ved de nye supersygehuse, viser opgørelse. Parkeringsforholdene risikerer at blive en belastning for alle, mener FDM, som opfordrer til, at man har en plan for flere pladser klar.

Allerede inden landets nye supersygehuse står færdige, er der rift om parkeringspladserne. For selvom antallet af p-pladser på papiret stiger, skal de nye supersygehuse i fremtiden behandle flere patienter i løbet af dagen, mens færre vil blive indlagt. Dermed kan det blive mere end svært at finde parkering til sin bil, når sygehusene de kommende år står færdige. Det skriver FDMs medlemsmagasin Motor, der har lavet en opgørelse af antallet af p-pladser ved de nye supersygehuse og akutmodtagelser.

Værst ser det ud ved Det Nye Rigshospital i København, der får under én p-plads pr. sengeplads, når det står færdigt i 2018. Til sammenligning får det kommende Sygehus Sønderjylland i Aabenraa over syv p-pladser pr. sengeplads.

”Det er i dag stort set umuligt at parkere ved flere af landets sygehuse til stor gene for både patienter, pårørende og ansatte. Desværre kan vi godt kan frygte, at det ikke bliver meget bedre flere af de steder, hvor man i disse år enten udvider eller bygger helt nye sygehuse. Faktisk kan vi se, at antallet af p-pladser i forhold til sengepladser her falder,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk.

Forholdet mellem p-pladser og sengepladser er dog ikke den eneste indikator for, at det kan være en udfordring at finde parkering. De nye store sygehuse skal i fremtiden nemlig tage sig af flere ambulante og dagpatienter, der skal ud og hjem samme dag. Sammen med de mange ansatte vil det givet øge presset på parkeringspladserne.

”Otte ud af 10 kilometer transport foregår i bil, og sådan vil det også være til sygehuset. Derfor er det vigtigt, at parkeringsforholdene er i orden og tilstrækkelige. Ikke mindst når sygehusene bliver større med flere ambulante behandlinger, som betyder, at mange skal parkere i løbet af dagen. Derfor er der ikke brug for færre men flere p-pladser. Det er naturligvis noget, man bør forvente, der tages højde for, når man anlægger så store sygehuse, som tilfældet er i disse år,” siger Torben Lund Kudsk.