4. marts 2015 - E.ON Danmark

E.ON Danmark
Udbygger den jyske elbilmotorvej inden sommerferien

Nu bliver det snart nemmere at komme omkring i en elbil i det jyske.

Det fortæller Vejdirektoratet i dag i en pressemeddelelse, som offentliggør et udbud der fortæller, hvor de næste 10 nye hurtigladere til elbiler i Jylland vil blive opstillet.

E.ON Danmark skal opstille og drive de seks af de 10 nye hurtigladere.
Dette er 2. etape - den første korridor bestående af 13 hurtigladere, åbnede E.ON i december, 2014 mellem København og Århus.

De nye standere opsætter E.ON ved Nordjyske Motorvej, Esbjerg Motorvejen og Sønderjyske Motorvej.

Ifølge Vejdirektoratet bliver de 10 nye hurtigladere opstillet ved motorvejen fra Himmerland i nord til Frøslev i syd, og udgør dermed en forbedring af transportvilkårene for danske elbilister. 

Vejdirektoratet skriver i sin pressemeddelelse:

"Det skal være nemt og bekvemt at lade sin bil op. For hvis det er det, vil folk jo gerne køre i elbil. Det ved vi fra tidligere undersøgelser. Og med de ti nye ladestandere bliver det enklere og mere trygt for elbil-brugere at tage på længere køreture i Jylland,"
siger transportminister Magnus Heunicke.

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, som selv kører i elbil, er begejstret for hver en ny ladestander, der bliver sat op:

"Med de nye ladestandere bliver Danmark bundet bedre sammen på alle leder og kanter. Elbiler er en af fremtidens grønne transportmidler, og det skal være nemt at køre grønt. De nye ladestandere gør det betydeligt nemmere at komme rundt i landet med elbiler, og det er afgørende, hvis flere danskere fremover skal droppe benzinbilen,"

"Elbilister får nu en langt bedre dækning af ladestationer til deres biler. Hvor de før i tiden skulle søge ud på bivejene for at finde en ladestander, så kan de nu oplade deres biler nemt og bekvemt langs motorvejen. Vi håber, at det vil gøre det mere attraktivt for folk at vælge en elbil som transportmiddel," siger trafikdirektør i Vejdirektoratet Niels Tørsløv.
 
Det er planen, at alle ladestanderne skal stå klar i løbet af efteråret. E.ON planlægger dog allerede at åbne sine seks nye hurtigladere til sommerferietrafikken i slutningen af juni.

"Vi har allerede opstillet de første 13 hurtigladere i korridoren mellem Århus og Købehavn sidst i 2014, og de er velbesøgte, så vi ser tydeligt at behovet er der, og vi glæder os til at koble mere af Danmark på den elbilmotorvej, som er så vigtig for at binde landsdelene sammen", siger Tore Harrithøj, administrerende direktør i E.ON Danmark.

For mere information:
Oversigtskort over Vejdirektoratets elbilmotorvej