3. september 2014 - Toyota

Danmarkspremiere på ny Toyota Yaris
Pressemeddelelse

Ny Toyota Yaris

To af Toyotas bedst sælgende biler i Danmark – de skarpt designede Toyota AYGO og Toyota Yaris – er netop kommet i nye udgaver og står klar til nærmere øjesyn og prøvekørsel hos samtlige Toyota-forhandlere over hele landet i weekenden 13.-14. september. Her inviterer Toyota nemlig til åbent hus med køreglæden i højsædet.

Der er lagt op til nogle køreglade dage og en vaskeægte Danmarkspremiere, når Toyota inviterer til åbent hus over hele landet i weekenden 13.-14. september.

Her bliver den nye Toyota Yaris nemlig for første gang vist frem i Danmark, og der er rigeligt at glæde sig til. Den på samme tid både kompakte og rummelige bil byder nemlig på et nyt og meget markant frontdesign, en øget kvalitetsfornemmelse i kabinen og en brændstoføkonomi op til 30 km/l for at nævne lidt.

Samtidig introducerer Toyota også nyeste generation af det banebrydende multimediesystem Toyota Touch 2 med en 7” touch skærm, bakkamera som standard, trådløs streaming af musik samt MirrorLink, der gør det muligt at spejle skærmbilledet fra sin kompatible smartphone op på bilens touch skærm.

Op til 32 km/l
Derudover fås den nye Yaris med fire forskellige motorer i form af to forskellige benzinmotorer, diesel og hybrid. Her er det hybridmotoren, der tegner sig for den absolut bedste brændstoføkonomi på op til 32 km/l i gennemsnit ved bykørsel og en ultra lav halvårlig ejerafgift på 290 kr.

Den nye Yaris fås fra 104.995 kr. med 1.0-liters benzinmotor, mens prisen for hybridudgaven starter på 179.997 kr. Dermed er prisen for den nye Yaris mere attraktiv end nogensinde før.

AYGO også klar til åbent hus
En af Danmarks absolut mest populære biler siden 2005 Toyota AYGO er i sommerens løb kommet i en helt ny udgave, som også står klar hos landets Toyota-forhandlere til en køreglad åbent hus weekend 13.-14. september.

Den nye AYGO, der netop har vundet en stor test i magasinet FDM Motor, markerer sig med et opsigtsvækkende, markant og moderne design med mulighed for at tilpasse bilens udseende ved at skifte forskellige dele både ud- og indvendigt til andre farver helt efter egen stil.

AYGO fås i forskellige udstyrsvarianter, hvor især udgaven med navnet AYGO x-press frister med lækkert udstyr som fx aircondition, bakkamera, 15” alufælge, tågeforlygter og ikke mindst x-touch multimediesystemet med 7” touch skærm og trådløs integration af ens smartphone.