25. juli 2014 - Renault

Bedste måned for Renault hidtil
Renault rykker op på podiet som 3. mest solgte mærke.

Alt i alt er det meget positive vinde, der blæser omkring Renault og Dacia i Danmark. Noget som naturligt glæder direktør i Renault i Danmark Henrik Bang.
Renault
 
I 2008 lå Renault på en jammerlig 16. plads blandt de 20 bedst sælgende bilmærker herhjemme. I dag, seks år senere, ligger Renault på en samlet 5. plads. Og i juni kom Renault på podiet som det 3. mest solgte mærke i Danmark.
 
Juni måned var en varm måned. Ikke bare temperaturmæssigt, men også i armhulerne hos landets Renault forhandlere. De skulle nemlig løbe hurtigt.
 
Med en markedsandel i juni måned på hele 8.47 procent (inklusive varevogne) var Renault i netop denne måned det 3. bedst sælgende bilmærke herhjemme efter VW og Ford.  Kigger man på år til dato har Renault dermed etableret sig på en 5. plads.
 
Ser man udelukkende på personbilerne havde Renault en markedsandel i juni på 8.17 procent, og langede i alt 1435 biler over disken, mens markedsandelen år til dato samlet set ligger på 6.2 procent. Dacia følger også en fortsat stigende trend med en markedsandel i juni på 1,79 procent, og for hele perioden 1.33 procent.
 
Med til at løfte Renault ind i top fem er salget af varevogne, hvor Renault i juni havde en markedsandel på imponerende 10,67 procent og en stigning i salget på 41.2 procent i forhold til året før. Dermed cementerede Renault 4. pladsen på varevogne.
 
Bag succesen står især et øget salg af de ombyggede personbiler til vans.
Kigger man på de mest populære biler hos Renault er, der ingen der slår Renault Clio, men også Captur gør det særdeles godt, og er den næst mest solgte Renault model. Twingo følger efter på en 3. plads.
 
Hos Dacia er topscoren stationcar versionen af Sandero – nemlig Logan MCV, mens den store Lodgy er på 2. pladsen. På 3. pladsen kommer Duster, som ikke har været i markedet så lang tid som de to andre modeller, men som man på ordrebøgerne kan se, er på vej frem.
 
Alt i alt er det meget positive vinde, der blæser omkring Renault og Dacia i Danmark. Noget som naturligt glæder direktør i Renault i Danmark Henrik Bang.
 
“Vi er i en situation med intens konkurrence. En situation, hvor konkurrenterne jo ikke bare ser passivt til, mens Renault vinder markedsandele. Derfor er det også meget positivt, at vi kan fortsætte fremgangen for både Renault og Dacia”, siger Henrik Bang, der allerede ved årsskiftet slog fast, at man sigtede efter en samlet markedsandel for Renault og Dacia på lige under 8 procent. Et ambitiøst men ikke urealistisk mål – især set i lyset af de nye produkter, der er på vej.
 
” Vi har lige haft international præsentation af Trafic her i København. Det er en ny varevogn, som jeg er sikker på hjælper os med at holde tempo på varevognsmarkedet. I den anden ende af skalaen glæder jeg mig som et lille barn til introduktionen af den nye Renault Twingo. Det er den fedeste bil i sin klasse, og forventningerne til den er store”, siger Henrik Bang, der med tilfredshed også kan konstatere, at målet for Dacia om en procents markedsandel i 2014 allerede er nået.
 
Også globalt går det godt for Renault gruppen. I alt var salget i første halvår af 2014 på 1.4 mio. biler, hvilket er 4.7 procent bedre, end samme periode sidste år.
 
Modsat hvad man har set de sidste mange år, er Europa faktisk et område i vækst for Renault. I et marked, der generelt voksede 6.5 procent, voksede Renault hele 18 procent. Fra 657.434 biler sidste år til 776.230 biler i år. Og i denne vækst er det ikke uvæsentligt, at den nordiske region med Danmark, Sverige, Finland, Norge og Island voksede med hele 37 procent.
 
I Europa skyldes succesen især to modeller nemlig Renault Clio og Renault Captur. Renault Clio er således den bedst sælgende model i Frankrig, mens den i Europa er den 3. bedst sælgende.
 
Også Dacia klarer sig forrygende godt og fortsætter med at være det stærkest voksende mærke i Europa, med en markedsandel nu på 2.6 procent.