16. juli 2014 - Volkswagen

Golf fylder 40
Det fejres med mere sport og udstyr.

Volkswagen markerer Golfens 40-års jubilæum med introduktionen af to nye attraktive versioner - Golf R-Line og Golf 40 Years Edition.
Volkswagen

Den første Golf rullede af samlebåndet i 1974, og igennem fire årtier har Golf sat standarden, defineret en hel bilklasse og er blevet et ikon. Volkswagen markerer Golfens 40-års jubilæum med introduktionen af to nye attraktive versioner - Golf R-Line og Golf 40 Years Edition.

GTI og GTD-versionerne har hidtil stået for det sportslige indslag i den store Golf-familie. Nu introduceres Golf R-Line, der giver masser af sport til en yderst attraktiv pris.

Golf er i R-Line-versionen blevet endnu skarpere og mere kraftfuld at se på takket være en ny frontkofanger med store integrerede luftindtag, tågeforlygter og et R-Line-logo i kølergrillen. 16” Dover letmetalfælge, sideskørter, en bagkofanger med integreret sortlakeret diffusor, forkromet dobbeltudstødning og en tagspoiler i vognfarve med sideflaps fuldender det sportslige look.

Den i forvejen veludstyrede Golf er i R-Line-versionen opgraderet med blandt andet et multifunktionslæderrat, hvorfra du kan betjene nogle af funktionerne i radio Composition Media anlægget, der blandt andet har 5,8” farve touchscreen og Bluetooth mobiltelefonforberedelse.

Til dem, der ønsker endnu mere sport i Golf, kan R-Line-versionen specificeres med en R-Line Sportspakke, der blandt andet omfatter mørkegrå 17” Salvador aluminiumsfælge og en sportsundervogn (sænket ca. 15 mm) med specielt afstemte fjedre, støddæmpere og stabilisatorer, der skærper bilens balance og stabilitet. I R-Line-pakken indgår ligeledes et progressivt styretøj, hvor udvekslingen varierer og bliver mere direkte desto større ratudslaget er. Det gør Golf R-Line yderst adræt og styrevillig i sving og samtidig meget nem at manøvrere ved eksempelvis parkering. R-Line sportspakken indeholder mørktonede bagrude og bageste sideruder samt sportssæder foran med Mel Stripe indtræk. R-Line Sportspakke koster 12.997 kr.

Endnu mere sport
Her stopper mulighederne for at give Golf et mere individuelt og sportsligt præg ikke, for den kan også specificeres med en R-Line Sportspakke Plus. Den indeholder de samme elementer som den lille R-Line-pakke, men i tilkøb til dette omfatter Plus-pakken en stribe optiske detaljer, der giver interiøret et mere eksklusivt og sportsligt præg. Her kan blandt andet nævnes R-Line sportssæder med sædevanger i microfiber-betræk, dekorindlæg i Piano Black på instrumentbordet, dekorindlæg i Black Lead Grey over handskerum samt på dørene, sort taghimmel, LED-lys i fodbrønden foran, pedaler i ståloptik, LED-læselamper for og bag, lysliste i dekorindlæg på dørene, oplyste dørhåndtag og armlæn og indstigningslister med R-Line logoer. R-Line Sportspakke Plus koster 27.498 kr. for versionen med 6-trins manuelt gear, og 29.699 kr. hvis bilen er udstyret med DSG-gear, hvor der er gearskiftekontakter på rattet.
Golf R-Line kan fås i kombination med en 140 hk 1,4-liters TSI-motor (0-100 km/t: 8,4 sek/topfart: 212 km/t) til 309.993 kr. eller en 150 hk 2-liters TDI-dieselmotor (0-100 km/t: 8,6 sek./216 km/t) til 349.993 kr.

Golf 40 Years Edition
Golfs 40-års jubilæum markeres også med en Golf 40 Years Edition, der byder på mere udstyr og mere motor til en mindre pris. Golf 40 Years Edition er baseret på en Golf Trendline, men det i forvejen omfangsrige standardudstyr er i 40 Years Edition-versionen suppleret med detaljer som kørecomputer, armlæn foran, multifunktionsrat og radiosystem inkl. Bluetooth mobilteleforberedelse og media-in, så du kan betjene musikken på din smartphone via instrumentbordets touchscreen. Hvor en standard Golf Trendline kører med en 1,2 TSI-motor med 105 hk kommer Golf 40 Years Edition med en 1,4 TSI-motor med 122 hk og koster 264.997 kr. Den fås også i to versioner med dieselmotor, henholdsvis en 1,6 TDI BMT med 105 hk og en 1,6 TDI BlueMotion med 110 hk, der ifølge EU-normen kører 31,3 km/l. Golf 40 Years Edition kommer udelukkende med 5-dørs karrosseri.

Priserne for en Golf 40 Years Edition starter ved 264.997 kr.  for en 1,4 TSI 122 hk og 284.993 kr. for en 1,6 TDI 105 hk.

Golf R-line og Golf 40 Years Edition kan bestilles nu og opleves ved Volkswagen forhandlerne fra midten af august.