16. april 2014 - Seat

Kør Smukt i LEGOLAND®
Børn skal lære om takt og tone i trafikken.

LEGOLAND® og Kør Smukt i samarbejde - Børn skal lære om takt og tone i trafikken.
SEAT

LEGOLAND®  og ’Kør Smukt’-kampagnen forener nu kræfterne for gode manerer og hensynsfuld kørsel i den danske trafik. Tiltaget kommer efter, at to ud af tre danske kørelærere for nylig i en undersøgelse har svaret, at vi kører mere hensynsløst end tidligere.

Da LEGOLAND i Billund åbner den 5. april, kunne man som altid besøge den populære Trafikskole. Men i år hedder den SEAT Trafikskolen, og der vil være fortsat fokus på ikke bare at lære færdselsregler, men også at tage mere hensyn til hinanden i trafikken.

"Vores ’Kør Smukt’-tiltag handler i bund og grund om at vise hensyn og overskud. Ved at gøre det til et element i den trafikopdragelse, som LEGOLAND parkens Trafikskole er en del af, håber vi, at børnene, vores kommende trafikanter, får gode trafikmanerer med sig ud på vejene," siger Jesper Stoltenberg, direktør for SEAT i Danmark.

Og det er netop for at sætte fokus på hensynsfuld kørsel i forbindelse med de første oplevelser med trafik, at SEAT har indgået samarbejde med LEGOLAND, der har en oplagt indgang til at give børn gode trafikmanerer med ud på vejene.

Vi kører mere hensynsløst
"Vi vil gerne være medvirkende til, at børn og unge bliver mere bevidste om nødvendigheden af, at gøre trafikken til en bedre oplevelse for alle. Med sikkerhed, tryghed og høflighed på vejene," siger Jonas Søndergaard, PR & Press Manager i LEGOLAND.

At der er behov for trafikopdragelse bekræfter en undersøgelse, som SEAT og Dansk Kørelærer-Union som led i ’Kør Smukt’-kampagnen har foretaget blandt danske kørelærere. Her svarer to ud af tre kørelærere således, at vi kører mere hensynsløst end tidligere. Kun seks procent, mener vi kører pænere end tidligere.

Det resultat kom i forlængelse af, at kørelærerne for nyligt er begyndt at undervise eleverne mere intensivt i takt, tone og risikoadfærd i trafikken.
Samtidig med at poderne får takt og tone ind på SEAT Trafikskolen kan deres forældre teste sig selv med teorispørgsmål på deres smartphone. 

Udover den løbende fokus på Kør Smukt i SEAT Trafikskolen, inviterer LEGOLAND og SEAT til en weekend fuld af Kør smuk aktiviteter for store og små i weekenden den 26. og 27. april.
'Kør Smukt' er en holdningskampagne fra SEAT, der har kørt siden oktober sidste år.