10. april 2014 - autobutler.dk

Klarede din bil vinteren?
Hvordan kom din bil igennem vinterens udfordringer?

Vinduesviskerne er blandt de ting, du bør efterse oven på vinteren.
autobutler.dk
 
Vinteren er uden sammenligning den tid på året, der er hårdest for din bil. Læs her hvilke ting der kan være fornuft i at tjekke oven på den kolde årstid.

Det dufter allerede kraftigt af forår, og inden længe skydes feriesæsonen for alvor i gang, når påsken rammer landet. Det er traditionelt her, at årets første store bilferieperiode indledes, ligesom campisterne også søger mod campingpladser i ind- og udland. Fælles for alle er, at bilen der sørger for transporten, skal være i fornuftig stand for, at ferien ikke skal bruges i motorvejsrabatten.
 
”Der er mange ting, man kan efterse på bilen oven på vinteren, men nogle af de mere vigtige er selvfølgelig at få skiftet til sommerdæk, og få kontrolleret hvordan undervognen har taget vinterens sne, sjap og salt”, siger pressechef for den uvildige værkstedsportal autobutler.dk, Alexander Elverlund.
 
Det er dog ikke kun de to punkter, man bør efterse. En ting mange ikke tænker over er, at batteriet slides hårdt i kuldegrader, og at ældre batterier risikerer at ’stå af’ i løbet af foråret. Også viskerbladene bliver stærkt medtaget i sne og frost, og det kan betyde, at de gør mere skade end gavn, såfremt de tværer snavs ud over hele synsfeltet.
 
Faktaboks – Fem tips til hvad du med fordel kan efterse oven på vinteren
 
1)     Vinterdækkene. Har du stadig vinterdæk på, er det ved at være tid til at skifte til sommerdæk for at opnå bedre vejgreb i det lunere vejr. Kører du på helårsdæk, bør du selv kontrollere mønsterdybden, for at se hvor meget dækkene er blevet slidt hen over vinteren.

2)     Undervognsbehandling. Få efterset om det kan være nødvendig med ny eller supplerende rustbeskyttelse efter vinterens slid på især undervogn og hjulkasser.

3)     Batteriet. Ældre batterier lever et hårdt liv i kuldegrader, og det er muligt, at der skal påfyldes væske eller, at batteriet helt skal udskiftes. På værkstedet kan man få målt spændingen, og de kan hurtigt afgøre, om der er brug for nyt batteri eller ej.

4)     Viskerblade. For at kunne køre trygt – og lovligt – ud i trafikken skal man have et ordentligt udsyn. Ødelagte/slidte viskerblade kan have den stik modsatte effekt af det tiltænkte, nemlig at gøre udsynet endnu værre. Tjek derfor viskerbladene med lidt sprinklervæske. Bliver udsynet dårligere, er det på tide at skifte.

5)     Alle typer væsker. Sprinklervæske, bremsevæske, olie, kølervæske – de skal alle sammen kontrolleres. Det er heldigvis nemt selv at efterse, da de fleste beholdere har en markering af minimum og maksimum. Sørg derfor for at toppe op så du er klar til foråret.