2. oktober 2013 - Bilpriser.dk

Råd til handel med brugt bil
Kort og godt om handel med brugt bil

Rådene vil gøre det lettere for dig at foretage en brugt bil handel
Bilpriser.dk

 Du kan her få gode råd til handel med brugt bil. Vi tager udgangspunkt i handel mellem private, da der her er flest ting at tage hensyn til, men de fleste informationer er lige så relevante ved handel med forhandler. Vi har delt processen op i følgende trin:

  • Undersøgelse af bilen
  • Få fortaget en brugtbiltest
  • Undersøg bilen for restgæld
  • Regler for syn
  • Underskriv slutsedlen
  • Forsikring på bilen
  • Registrering af bilen

Undersøgelse af bilen
 Når du har fundet en bil, du muligvis er interesseret i, så gennemgå den grundigt - først ved at se den grundigt efter i sømmene, dernæst ved en prøvekørsel.
Se mere på:
Tjeklisten - Bilens stand

Få foretaget en brugtbiltest
 Hvad enten du køber bil af privat eller forhandler, er det en rigtig god idé at få foretaget en brugtbiltest på et FDM Testcenter eller et velrenommeret værksted, inden du underskriver slutsedlen. Når du ved, om der er fejl på bilen, kan du og sælger blive enige om, hvem der betaler udbedringen - og prisen kan blive fastsat i forhold til bilens stand.


Undersøg bilen for restgæld
 Specielt hvis der er tale om en nyere brugt bil, er det vigtigt at undersøge, om der er restgæld i bilen i form af tidligere ejendomsforbehold, løsørepantebrev eller udlæg. For at undersøge dette kan man ringe til "Bilbogen" i Hobro, tlf. 99 68 58 50 mellem kl. 9 og 12. Man skal kunne oplyse bilens stelnummer (står på registreringsattesten). Oplysningen er gratis.

Regler for syn
 Alle personbiler skal til periodisk syn hvert andet år, første gang på det tidspunkt, hvor de bliver fire år gamle. Det betyder, at de biler, der har været til periodisk syn, kan ejerskiftes uden syn mellem de periodiske syn, dog ikke hvis der af en eller anden grund er gået mere end 2 år siden sidste syn. Biler under fire år skal ikke synes ved ejerskifte. Hvis bilen skal synes, skal du selv bestille tid hos en synshal. Gebyr for syn af en personbil er normalt 400-450 kr. (2008), men der er nu fri konkurrence, så man kan spare lidt ved at afsøge markedet først. Hvis bilen ikke godkendes første gang, skal der betales 250 kr. for omstillingssyn.

Underskriv slutsedlen
 Når du køber bil af en privat, er du ikke beskyttet af Købelovens særlige regler om forbrugerkøb; der er ingen garanti eller reklamationsret, medmindre det udtrykkeligt er skrevet ned. Husk, at alle aftaler skal skrives ned, da det er svært at bevise mundtlige aftaler bagefter, når uenigheden er opstået.

Forsikring på bilen
 Inden du får omregistreret bilen til dit navn, skal du have tegnet en forsikring på bilen - i hvert fald den lovpligtige ansvarsforsikring. Kaskoforsikring er dit eget valg. Du skal have et forsikringsbevis fra forsikringsselskabet, som skal medbringes ved omregistrering af bilen.

Oversigt over bilforsikring

Registrering af bilen

Nedenfor kan du se en video fra SKAT.dk, som guider dig igennem registrering af bilen.




Held og lykke med handlen