3. april 2013 - Porsche

Den nye Porsche Panamera
Porsche præsenterer den nye Panamera.

Ny Porsche Panamera med plug-in hybrid, ny biturbo V6 og forlænget akselafstand.

Porsche

Den nye Porsche Panamera
Den nye Porsche Panamera byder både på mere sport, mere komfort og en reduktion af forbruget på op til 56 procent. Med Panamera S E-Hybrid introducerer Porsche en helt ny plug-in hybrid i luksusklassen, mens nye Executive-versioner giver mulighed for 15 centimeter længere akselafstand, og Panamera S og 4S får en nyudviklet 3,0-liters biturbo V6.

Dermed understreger Porsche Panamera sin særlige position på markedet med den unikke kombination af køredynamik, gennemført luksus og avanceret teknologi, når den præsenteres officielt på den internationale biludstilling i Shanghai den 21. april.

Panamera S E-Hybrid sætter nye standarder
Panamera S E-Hybrid repræsenterer en afgørende videreudvikling af den eksisterende hybridteknologi med en mere kraftfuld elmotor samt en high-performance batteripakke, der kan oplades enten fra en ladestander eller en helt almindelig stikkontakt.

Elmotoren alene yder nu 95 hk (70 kW), eller dobbelt så meget som i Porsche Panamera S Hybrid, hvor elmotoren yder 47 hk (34 kW). Energien kommer fra en nyudviklet lithium-ion batteripakke, der med 9,4 kWh leverer fem gange så meget effekt som den nikkel-metalhydrid batteripakke på 1,7 kWh, der findes i Porsche Panamera S Hybrid. En anden fordel ved den nye lithium-ion batteripakke er den korte opladningstid, for med den nye Porsche Universal Charger eller et 380-volt stik er batteripakken fuldt opladet på blot 2,5 timer. Selv med en almindelig stikkontakt er ladetiden kun fire timer.

Annoncér gratis din bil på Bilpriser.dk

Den nye batteriteknologi og den kraftigere elmotor har resulteret i en væsentlig forbedring af både topfart, præstationer og rækkevidde, når Porsche Panamera S E-Hybrid fungerer som ren elbil. Med elmotoren alene er topfarten nu 135 km/t, mens rækkevidden er fastsat til 36 kilometer ifølge den obligatoriske NEDC-test (for New European Driving Cycle). Det skal dog tilføjes, at NEDC-testen udføres med eksempelvis klimaanlægget deaktiveret, så i praksis vil den realistiske rækkevidde for Porsche Panamera E-Hybrid som elbil være mellem 18-36 kilometer, selvom det tal naturligvis sagtens kan overgås under særlig favorable forhold.

Forbruget og CO2-udledningen er også forbedret betydeligt med Porsche Panamera S E-Hybrid. Hvor Panamera S Hybrid præsterede et gennemsnitligt forbrug på 14 km/l, præsterer Panamera S E-Hybrid nu 32,2 km/l samt en CO2-udledning på blot 71 g/km, hvilket gør den til en af de mest miljøvenlige biler overhovedet.

Ved at udnytte den samlede systemeffekt på 416 hk, leverer Porsche Panamera S E-Hybrid en topfart på 270 km/t og accelererer fra 0-100 km/t på 5,5 sekunder. Her hjælper boost-funktionen, hvor elmotorens massive drejningsmoment udnyttes til at hjælpe benzinmotoren. Boost-funktionen kan også aktiveres ved at lave kick-down med den 8-trins automatgearkasse for eksempel under en overhaling.

Car Connect — ny smartphone app fra Porsche
Med den nye Panamera introducerer Porsche en helt ny smartphone app kaldet Car Connect, der blandt meget andet kan lede dig tilbage til din bil, eksempelvis i et parkeringshus. Derudover er det muligt at styre en række funktioner direkte fra telefonens display. På hybridmodellerne som Porsche Panamera S E-Hybrid er det muligt at fjernstyre klimaanlægget, så det enten køler eller varmer interiøret samt at se batteriets ladestatus og den tilbageværende rækkevidde.

Besøg billånsoversigten her!

Panamera Executive med forlænget akselafstand
Bagsædet i Porsche Panamera er designet som to enkeltsæder med en lang række justeringsmuligheder, hvilket har været en overvældende succes. Derfor introducerer Porsche nu Panamera Turbo Executive og Panamera 4S Executive med 15 centimeter længere akselafstand, hvilket giver plads på bagsædet som i de mest luksuriøse limousinemodeller. Samtidig har Executive-modellerne en lang række nye luksuriøse features som standard, ikke mindst Porsches innovative luftaffjedring, der kombinerer kompromisløs komfort med al den køredynamik, man forventer at finde i en Porsche.

Forbedrede præstationer og lavere forbrug
Med den nye Panamera introducerer Porsche et helt nyt motorkoncept for at leve op til målsætningen om altid at forene forbedrede præstationer med et lavere forbrug. Panamera 4, Panamera 4S og Panamera 4S Executive får derfor en helt ny 3,0-liters biturbo V6, som dermed afløser den 4,8 liters V8.

Naturligvis sker det ikke på bekostning af præstationerne, for den nye biturbo V6 har 20 hk og 20 Nm mere end den tidligere V8-model, mens forbruget er 18 procent lavere. Takket være turboladerne leverer den nye V6 et massivt drejningsmoment på 520 Nm, der er tilgængeligt i stort set hele omdrejningsregisteret, ikke mindst ved lave omdrejningstal.

Den nye Panamera er udstyret med Porsches 7-trins dobbeltkoblingstransmission PDK, mens Panamera Diesel og Panamera S E-Hybrid benytter den 8-trins automatgearkasse Tiptronic S, der nu er endnu mere effektiv. Eksempelvis træder start/stop-systemet nu i kraft lang tid inden bilen er stoppet helt, hvilket sparer endnu mere brændstof. Med undtagelse af Porsche Panamera GTS fås modellerne med PDK nu med den såkaldte ’coasting-funktion’, hvor transmissionen selv aktiverer koblingen, og motoren derfor kører i tomgang, eksempelvis når du kører ned ad bakke eller med sluppet speeder på motorvejen.

Vurdér gratis din bil på Bilpriser.dk

LED-forlygter, skarpere former og mere standardudstyr
Det kræver kun et enkelt blik på den nye Panamera for at bemærke de skarpere linjer, de skarpt definerede former og fronten med de mere velvoksne luftindsugninger og karakteristiske nye forlygter. Den mere sportslige silhuet understreges af forruden, der nu er mere tilbagelænet, mens bagruden er vokset i bredden til gavn for udseendet og udsynet.

Bagfra kendes Porsche Panamera på den nye bagklap, der understreger modellens position som Porsches mest fornemme Gran Turismo. Den nye Porsche Panamera kan nu for første gang fås med de LED-forlygter, der giver fronten en helt særlig karakteristik. Derudover har Porsche valgt at opgradere Panamera med et endnu mere omfattende standardudstyr som bi-xenon forlygter, multifunktionsrat og elbetjent bagklap.

Porsche Panemera S E-Hybrid introduceres i Danmark i sensommeren 2013 til en pris fra 2.283.834 kroner inkl. moms og afgifter og kan allerede nu bestilles hos de to autoriserede Porsche Centre, Porsche Center Jylland og Porsche Center Sjælland.