7. januar 2013 - Semler

Bentley med åben top
Ny Bentley Continental GT Speed Convertible

Bentley Continental GT Speed Convertible kan bestilles nu og leveres sensommeren 2013.

Semler

Luksuriøs cabriolet
ContinentalGT Speed Convertible er udstyret med Bentleys unikke 6,0-liters biturbo W12 med 625 hk., og samtidig er både brændstofforbrug og emissioner reduceret med 15 procent. En ny close-ratio 8-trins automatgearkasse og en optimeret undervogn understreger de sportslige ambitioner, men naturligvis uden at gå på kompromis med Bentleys legendariske komfort, mens permanent firejulstræk hjælper med at overføre kræfter i enhver situation.

Med en topfart på 325 km/t er Continental GT Speed Convertible den absolut hurtigste åbne topmodel fra Bentley. Continental GT Speed Convertible kendes på de eksklusive 21-tommers alufælge, kølergrillen i den særlige Dark Tint Chrome og de riflede udstødningsrør. Interiøret med de mange håndlavede detaljer nyder godt af de umiskendelige sportslige undertoner fra Mulliner Driving Specification, der er standard i Continental GT Speed Convertible.

”Efter den succesfulde introduktion af Continental GT Speed, vil den nye Continental GT Speed Convertible appellere til dem, der både søger spændingen fra verdens hurtigste cabriolet med plads til fire personer, og samtidig er en praktisk GT, der kan bruges hver dag året rundt. Continental GT Speed Convertible er skabt til dem, der ikke går på kompromis” udtaler Bentleys Chief Executive, Dr. Wolgang Schreiber.

Biturbo W12 klarer 0-160 km/t på 9,7 sekunder 
Continental GT Speed Convertible deler den unikke 6-liters biturbo W12 med  Continental GT Speed Coupé. Med 625 hk er 0-100 km/t overstået på kun 4,2 sekunder, mens 0-160 km/t klares på blot 9,7 sekunder. Forklaringen er det imponerende drejningsmoment på 800 Nm, der leveres fra blot 2.000 o/min og hele vejen til 5.000 o/min, hvilket sikrer knusende præstationer uanset omdrejningstallet. 

Motorens managementsystem er i stand til at foretage 180 millioner individuelle beregninger i sekundet. Som alle Bentleys W12-modeller, er Continental GT Speed Convertible udstyret med et system, der opsamler og genanvender energi som ellers ville være gået tabt som varme, f.eks. fra bremserne. Det hjælper til at reducere forbruget, og sammen med den 8-trins close-ratio automatgearkasse, er både forbruget og udledningen af skadelige stoffer reduceret med 15 procent.

Ved at aktivere ’Sport’-indstillingen afsløres de to personligheder som findes i Continental GT Speed Convertible. Speederresponsen bliver endnu mere direkte, der skiftes gear ved højere omdrejningstal og det bliver muligt med såkaldt ’block-shifting’ — under kraftig acceleration, f.eks. under en overhaling kan der skiftes direkte fra ottende til fjerde gear for øjeblikkeligt at få maksimal acceleration. Det hele understreges af den mere sportslige udstødning, der giver et vidunderligt lydspor fra de 12 cylindre under motorhjelmen. 

Lavere, skarpere og mere involverende undervogn 
Den nye Continental GT Speed Convertible er førende i klassen, når det gælder vridningsstabilitet, hvilket er grundladet for en optimal køreoplevelse. Undervognen har dobbelte triangler i aluminium for og multilink bag, og er nu sænket 10 millimeter. En revideret luftaffjedring og opgraderede krængningsstabilisatorer optimerer balancen og giver perfekt feedback til føreren selv i ekstreme situationer. Den elektriske servostyring, Servotronic, er også kalibreret specielt til Continental GT Speed Convertible.

Det elektroniske stabilitetssystem (ESC) er optimeret til motorens nye management-system, for på samme tid at involvere føreren i køreoplevelsen og levere uovertruffen sikkerhed. ESC-systemet beholder det særlige Dynamic Mode, som tillader at dækkene kortvarigt mister grebet ved høje hastigheder. Når ESC griber ind, sker det med et minimalt tab af moment. Sammen med den optimerede undervogn giver det føreren bedre mulighed for at udforske de ekstreme præstationer, som Continental GT Speed Convertible kan levere.

Eksteriøret — Bentleys mørke side 
Udvendigt kendes Continental GT Speed på kølergrillen og luftindtagene med den særlige finish i Dark Tint Chrome. De 21-tommer alufælge er forbeholdt Speed-modellerne og leveres efter ønske i enten Silver eller Dark Tint. De velvoksne elliptiske udstødningsrør bag kendes på den særlige riflede inderside, og under motorhjelmen afsløres endnu et styling-element forbeholdt Speed-modellerne i form af den sorte indsugningsmanifold. Som på Continental GT Speed Coupé vil kendere straks bemærke bomærket med Bentleys bevingede ’B’, der er placeret på sort baggrund.

Forskærmene på GT Speed Convertible er skabt med en særlig teknik kaldet Superforming, hvor det opvarmede aluminium formes ved hjælp af vakuum. Det giver designerene nogle helt særlige muligheder for både at skabe bløde kurver og skarpt definerede kanter, der sammen giver Continental GT Speed sit muskuløse udseende.

Interiøret — luksus og traditioner møder avanceret teknologi 
Indvendigt bydes man velkommen med en kabine, som rummer fire personer i perfekt komfort samt de håndlavede detaljer, der følger med Mulliner Driving Specification. Til Speed-modellerne tilbydes særlige cirkelpolerede aluminiumspaneler i Dark Tint Chrome, inspireret af Bentleys Le Mans-racere fra 1920’erne.

Det avancerede Bentley infotainment-system tilbyder sattelit navigation med 3D-maps, DAB-radio og en 15 Gigabyte harddisk til musikbiblioteket, CD-veksler samt mulighed for at tilslutte iPod, MP3-afspiller og SD-Card. Som standard medfølger avancerede Balanced Mode Radiator-højttalere, og som ekstraudstyr findes et lydsystem, skabt specielt til Bentley af den berømte hi-fi specialist Naim, der ved hjælp af en teknologi kaldet Digital Sound Processing, kan tilpasse lydbilledet alt efter om der køres åbent eller lukket.

En superbil, der kan bruges hele året 
Continental GT Speed Convertible tilbyder alt luksus man forventer af en coupé med den avancerede fire-lags kaleche. Det omfattende udviklingsarbejde involverede de mest ekstreme forhold — fra monsunregn og 50 graders celsius i troperne, til 30 minusgrader nær polarcirklen. Uanset hvad man end måtte byde den, isolerer den effektivt og uproblematisk fra kulde, træk og støj og tilbyder optimal komfort.

En anden praktisk feature er Bentleys ’neck-warmer’, som gør det muligt at nyde fornøjelsen ved at køre åbent på selv de mere kølige forårs- og efterårsdage. Som med enhver Bentley Continental GT, har man den ekstra sikkerhed og stabilitet der følger med firehjulstræk. Kræfterne fordeles med 40 procent for og 60 procent bag, så den erfarne chauffør kan styre linjerne gennem kurverne med speederen. Det centrale differentiale varierer kontinuerligt kræfterne mellem for- og bagaksel, både for at reducere understyring og for at give optimalt greb i underlaget i enhver situation.  Bentley Continental GT Speed Convertible er lige meget hjemme som på sydfranske motorveje som på vej gennem et snedækket pas i alperne.