21. november 2012 - Motor-magasinet

Dyrere nummerplader
Europas dyreste nummerplader bliver endnu dyrere.

Danmark har i forvejen Europas dyreste nummerplader, så det er urimeligt at regeringen nu vil gøre dem endnu dyrere, lyder det fra FDM. (Foto: FDM/Karsten M. Lemche)

Motor-magasinet

Højere gebyr på nummerplader
Endnu engang er der udsigt til, at bilisterne skal til lommerne. Regeringen vil hæve afgifterne for bilejerne på blandt andet nummerplader og eksport af biler. Det er urimeligt, mener bilejernes organisation, FDM.

Skatteministeren har fremlagt et lovforslag, som igen gør det dyrere at være bilejer. Af forslaget fremgår det, at man vil give mulighed for at opkræve et yderligere gebyr på nummerpladehåndteringen.

"Danmark har i forvejen Europas dyreste nummerplader. Prisen for et sæt nummerplader overstiger langt de faktiske omkostninger til produktion, administration og distribution af pladerne. Det nye forslag betyder, at der kan opkræves endnu et gebyr for nummerpladehåndteringen, så det kan kun gøre nummerpladerne dyrere for bilejerne", siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen

I forbindelse med iværksættelsen af det digitale motorregister blev det muligt få udleveret nummerplader hos en række private firmaer, udover hos Skat. De private nummerpladeoperatører aflønnes i dag med et beløb på op til 200 kroner for arbejdet. Det er dette beløb, der foreslås fjernet.

Vurdér gratis din bil på Bilpriser.dk

Gebyr på op til 200 kroner
Fremover vil bilejere blive pålagt et gebyr på op til 200 kroner ved nummerpladehåndtering hos Skat, ligesom de private få mulighed for at opkræve et gebyr for at dække omkostningerne. Udover højere priser på nummerplader frygter FDM også, at det i områder, kan blive meget dyrt at få nummerplader på bilen, fordi der ikke er konkurrence.

Udover at pålægge bilisterne en ekstra regning for nummerpladerne, vil regeringen også ramme de bilejere, der vil sælge deres bil i udlandet ved at gøre det mindre attraktivt at eksportere bilen.

"Som bilisternes organisation må vi endnu engang minde om, at danske bilejere betaler nogle af verdens suverænt højeste skatter og afgifter, som beløber sig til over 40 mia. kroner om året. Heraf går kun en fjerdedel tilbage til vejene. Det er urimeligt, at bilisterne skal til lommerne, hver gang riget fattes penge", siger Thomas Møller Thomsen.

FDM understreger desuden, at bilisterne i forvejen har fået forringet vilkårene. Siden valget i efteråret 2011 har bilisterne måtte punge ud flere gange for at få enderne til at mødes.

Skattereformen, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget, blev delvist finansieret af højere bilafgifter, ligesom bilisterne kom til at betale ved den kulsejlede betalingsring for at finansiere "billigere og bedre" kollektiv transport. Også sidste års finanslov kom med en ekstraregning til bilejerne, da man ensidig ophævede skattestoppet med tilbagevirkende kraft, lyder det fra FDM.