22. august 2012 - Motormagasinet

Danmarks smukkeste motorløb
Dansand Classic Sprint rykker til Silkeborg.

Silkeborg Automobilfestival afvikler Dansand Classic Sprint lørdag den 25. august i midtbyen langs med søerne på Danmarks smukkeste "bane."
Motor-magasinet

Dansand Classic Sprint
Det sker i København og Århus, men nu sker det også i Silkeborg. Lørdag den 25. august afvikles Dansand Classic Sprint, der er et motorløb for historiske sportsbiler midt inde i byen. Det er nu anden gang, det unikke løb køres langs vandet ved byens rådhus på en afspærret rute, der garanteret ikke findes smukkere i Danmark.

Løbet er en afdeling af DM i HillClimb og banen gennemkøres to gange, så længden bliver i alt 1700 meter. Søvej bliver afspærret ved rådhuset og ved rundkørslen til parkeringshuset, der dog vil kunne benyttes.
Alle andre steder skal man betale for at se tilsvarende motorløb, men ikke i Silkeborg. Her er det gratis, og hvis man selv kommer i en klassisk bil eller en veteranbil, må man parkere på Søtorvets udstillingsareal.

Annoncér gratis din brugte bil på Bilpriser.dk

En succes kan sagtens gentages
Sidste års løb havde deltagelse af 35 kørere, der alle var begejstrede for den udfordrende bane, og det samme var det store publikum. Kørerne er ikke vant til mange tilskuere, der til gengæld kan overskue hele banen, som det eneste sted i Danmark.

På grund af successen forventer man op til 65 deltagere i år, så der bliver noget at se på.
Ryttergården er placeret på en stor parkeringsplads vest for rådhuset, hvor publikum vil få mulighed for at komme helt tæt på de spændende biler og få en snak med kørerne, ligesom en del af ruten afvikles her. Der forventes deltagelse af op imod 50 sportsbiler, lige fra MG Midget, Porsche 944, Triumph TR, Toyota Supra og Lotus Elan til Fiat Abarth, Morris Cooper og lignende, som kørte på Jyllandsringen i 60’erne.
Der vil være opstillet servicetelte tæt på ryttergården og på Jyske Banks parkeringsplads, hvor der er en fantastisk udsigt over hele banen.

Besøg forsikringsoversigten på Bilpriser.dk

Del af Automania
Løbet er en del af Automania – Silkeborg Automobilfestival. Historisk Motorsport, der har stor erfaring med at arrangere lignende løb, er ansvarlig arrangør. De står bag afviklingen af DM i HillClimb, hvor Dansand Classic Sprint tæller med som en afdeling. Løbet og festivalen er gennem sommeren blevet markedsført på TV2’s regionale stationer, så der forventes et virkelig stort antal tilskuere.

Lørdag formiddag er der træning på ruten og her vil det være muligt at erhverve licens, for der afholdes også et kursus i klubrally. Det skal bemærkes, at den teoretiske del foregår i teltet på Søtorvet allerede fredag aften. Så hvis nogen har lyst til at prøve kræfter med sporten, er muligheden der. Det kræver blot, at man råder over en bil fra før 1987. Tilmelding til løbet sker på hjemmesiden www.hms.dk, hvor man kan læse mere om klasseinddeling og meget mere i forbindelse med løbet.

Vurdér din bil brugte bil her!

Masser af klassiske biler
Automania – Silkeborg Automobilfestival har siden 2006 været afviklet den sidste weekend i august og i år bliver det fra fredag den 24. til og med søndag den 26. august. Fra fredag kl. 14 er der træf på Søtorvet og kl. 16 er der officiel åbning på Torvet af borgmester Hanne Bæk Olsen og herefter bliver en lang række flotte biler præsenteret for publikum af Niels Jonassen, der også er speaker ved motorløbet.

Lørdag er der desuden stort klassisk og veterantræf på Søtorvet, hvor hundredevis af flotte køretøjer mødes. Blandt andet kan nævnes deltagelse af Alfa-, MG-, Cobra- og Mustang-klubben og mange norske Morgan’s, der har været med siden starten.

Søndag er der træf for klassiske køretøjer på Søtorvet, hvorfra Automania Picnictur også køres. En perlerække af klassikere vil sno sig gennem den smukke natur omkring Silkeborg og vende tilbage til Søtorvet lige over middag. Festivalen slutter søndag eftermiddag.
På hjemmesiden www.automania.dk kan man læse meget mere om Automania.