5. januar 2012 - Toyota

Toyota Aygo får nye klæder
Den populære Toyota Aygo får nyt design.

Toyota Aygo har i flere år været Danmarks mest solgte bil. Nu får Toyotas minibil et ansigtsløft.
Toyota

Toyota Aygo får et facelift
En af Danmarks mest populære biler Toyota Aygo får et nyt og markant skarpere design. Samtidig bliver interiøret strammet op, mens den japanske minibil både forbedrer brændstoføkonomien og støjisoleringen i kabinen.

Søg brugte Toyota Aygo her

Toyotas nye designlinje
Det er i særlig grad forfra, at man kan se de største designændringer på Aygo. Toyotas nye designlinje kendt fra både den nye Yaris og den nye Avensis skinner nemlig også igennem på den nye Aygo med det markante frontgrill-design, der nærmest griber fat i vejbanen.
Men det nye design nøjes ikke med at give bilen et mere sportsligt og aggressivt udtryk. Det er også med til at optimere aerodynamikken, hvilket bl.a. har forbedret brændstoføkonomien og CO2-udledning, så den nye Aygo gennemsnitligt kører 22,7 km/l og udleder 102 gram CO2 pr. km ved blandet kørsel.

Den nye Aygo vokser 15 mm i længden og måler nu 3,43 meter. Den bevarer med 2,34 meter i akselafstand og 1,65 meter i bredden sin fine rummelighed bilens størrelse taget i betragtning. Det betyder, at den nye Aygo er i stand til at vende på en radius af kun 4,73 meter, hvilket understreger et af minibilens mange fortrin ikke mindst i bymæssige omgivelser.

Prisbelønnet motor
Toyota holder fast i sin charmerende og prisbelønnede 3-cylindret 1.0 liters benzinmotor med 68 hestekræfter, der sammen med de opdaterede hjulophæng giver kommende ejere af den nye Aygo en klart bedre køreoplevelse med højere komfort, øget stabilitet og endnu bedre styreegenskaber.
Kabinen i den nye Aygo er desuden langt bedre støjisoleret. Toyotas dygtige teknikere har optimeret koblingen og dermed begrænset vibrationer og anden mekanisk støj.

Derudover er der fastgjort en kraftigere isoleringsplade under motorhjelmen, hvilket reducerer støjen fra motoren markant. Alt sammen med til at gøre det endnu mere behageligt bag rattet i den populære Aygo. Den nye Aygo introduceres i Danmark i løbet af foråret, og priserne er endnu ikke klar.

Gå til forsikringsoversigten på Bilpriser.dk