29. december 2011 - Motor-magasinet

Danskerne pendler længere
Vi pendler i gennemsnit 4,2 km. længere pr. dag.

Det er pendlerne på Sjælland, som har længst til arbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.
Motor-magasinet
Større mobilitet hos danskerne
I 2006 pendlede den gennemsnitlige dansker 17,6 kilometer hver vej, mens tallet for 2010 er 19,7 kilometer, viser tal fra Danmarks Statistik.

"Tallene afspejler, at vi bliver stadig mere indstillede på at flytte os for at finde det rette arbejde. Mange faktorer spiller ind, men samlet set er det positivt, at vi bliver stadig mere fleksible på dette område," siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk, Dansk Erhverv.

Tallene viser endvidere, at det er pendlerne på Sjælland, der kører længst, mens danskerne i hovedstadsområdet har kortest på arbejde.

Afgørende med gode veje og kollektiv trafik
"Huspriserne i København har en indvirkning på valg af bolig og dermed afstanden til arbejde. Det sætter en tyk streg under behovet for, at samfundet sørger for gode veje og pålidelig kollektiv trafik for at danskerne kan få dagligdagen til at hænge fornuftigt sammen," siger Jesper Højte Stenbæk.

"Mobilitet og produktivitet hænger uløseligt sammen. Forudsætningen for et effektivt samfund, der samtidig er til at leve i for almindelige familier, er, at infrastrukturen bliver bedre. Både veje og baner skal være bedre, hvis vi skal jonglere børn, arbejde og fritid på fornuftig vis. Det afgørende er ikke så meget, hvor langt vi flytter os, men hvor lang tid det tager os. Tid er den mest kritiske faktor for de fleste danske husstande," siger chefkonsulenten.
 
Besøg leasingoversigten på Bilpriser.dk