10. november 2011 - fpn

Pas på med online dækkøb
Fragt og montering kan hurtigt fjerne besparelsen.

Stadig flere køber dæk på internettet. Men pas på, der kan være faldgruber.

fpn.dk

Mange vælger online dækkøb
Fragt og montering kan hurtigt fjerne besparelsen, advarer bilistorganisationen FDM. Den stigende nethandel slår også igennem, når vi taler dæk. Det kan nemlig være fristende at finde fire styk mærkevaredæk i den rigtige størrelse til en lavere pris. Og fortsat flere vælger den løsning.

Men der er en række ting, som du skal være opmærksom på, lyder det fra Jørgen Jørgensen, der er afdelingschef i FDM’s tekniske rådgivning. Blandt andet noget så simpelt som monteringen. "Det hjælper jo ikke noget at spare 100 kr. per dæk, hvis dit lokale dækcenter tager 200 kr. per dæk for at montere dem," siger han.

Søg brugte biler på Bilpriser.dk

Besværlig reklamation
Samtidig kan der komme fragt ved køb på nettet, alt efter udbyder. Det kan også blive kompliceret, hvis der opstår problemer med et dæk, som der så skal laves en reklamation på. Det er dæksælgeren, som i givet fald skal betale for fragten. Men det kan være en bøvlet affære, konstaterer Jørgen Jørgensen.

FDM har fået flere henvendelser fra medlemmer, der netop er kommet i klemme med dæk. Det er ikke nødvendigvis garantisager, men også sager, hvor de købte dæk ikke levede op til forventningerne.

Det kan også være et problem at placere skylden, hvis for eksempel et dæk rumler, kan det både skyldes dækket, monteringen eller kombinationen med netop den pågældende bil.

Spørg først ved dækcentre
Der kan klart være penge at spare ved at handle på nettet, men Jørgen Jørgensen anbefaler, at man undersøger markedet hos dækcentre og reparatører først. Med den hårde konkurrence kan det nemlig godt betale sig at spørge ind til prisen.

Jørgen Jørgensen har ikke hørt om, at der skulle være solgt deciderede kopier af mærkevaredæk på nettet. Noget man ellers har hørt om fra andre varegrupper.

Lige som han heller ikke har indtryk af, at det er de billige asiatiske ”no name” dæk, der sælger mest. Det er hovedsagelig de kendte mærkevarer. 

Besøg forsikringsoversigten på Bilpriser.dk