1. september 2011 - Mazda

Premiere på Mazda CX-5
Ny Crossover SUV fra Mazda med banebrydende SKYACTIV-teknologi

Den nye Mazda CX-5 er konstrueret med Mazdas SKYACTIV-teknologier, dvs. helt nyudviklede motorer og gearkasser, undervogn og karrosseristruktur

Mazda 

Verdenspremiere i september
Mazda Motor Corporation har verdenspremiere på den helt nye Mazda CX-5 på Frankfurt Motor Show fra den 13. til og med 25. september 2011. Mazda CX-5 er den første bil i en helt ny generation af biler fra Mazda, der er bygget op omkring Mazdas nye og banebrydende SKYACTIV-teknologier og et nyt designsprog kaldet KODO - Soul of Motion.

SKYACTIV-teknologier
Mazda CX-5 viderefører den køreglade natur, der er et kendetegn for alle Mazda-modeller, og introduceres gradvist på de forskellige markeder verden over fra starten af 2012. Det er endnu uvist, hvornår den introduceres i Danmark. Den er nyudviklet helt fra bunden med alle de nye SKYACTIV-teknologier bestående af benzin- og dieselmotorer, gearkasser, karrosseristruktur og undervognsteknik. Sammen gør de det muligt at opnå præcise og dynamiske køreegenskaber kombineret med en meget komfortabel adfærd og fremragende miljø- og sikkerhedsmæssige egenskaber.

Se her brugt Mazda til salg

Motorprogrammet til Mazda CX-5 med europæiske specifikationer kommer til at bestå af henholdsvis 2.0-liters benzinmotorer (SKYACTIV-G) og 2.2-liters dieselmotorer (SKYACTIV-D) med forskellige ydelser. Begge motortyper arbejder med et kompressionsforhold på 14:1 for at opnå en ideel forbrænding. Det er henholdsvis det højeste kompressionsforhold i nogen benzinmotor på markedet i dag og det laveste kompressionsforhold i nogen dieselmotor på markedet i dag. Et stort og vigtigt fokuspunkt under udviklingen har været at give Mazda CX-5 fremragende miljømæssige egenskaber, og målet er CO2-emissioner fra under 120g/km*, hvilket er meget lavt for en mellemstor Crossover SUV.

Nyt designsprog
Mazda CX-5 bliver også den første Mazda på markedet med et nyt designsprog, der har fået betegnelsen KODO – Soul of Motion og som første gang kunne ses på konceptbilerne Mazda SHINARI og Mazda MINAGI. Karakteristisk for KODO-designet er et nyt og markant frontdesign og dynamiske linjer, der udtrykker vitalitet og dynamik.

* Standard Power SKYACTIV-D 2.2 model med forhjulstræk, manuel gearkasse og i-stop.