13. juli 2011 - FDM

Undgå indbrud i bilen
Få forholdsregler og fornuft gør en stor forskel.

Gode råd til hvordan man undgår indbrud i feriebilen.

FDM

Med nogle få forholdsregler kan du mindske risikoen for at få indbrud i bilen på din kør selv-ferie. Husk også, at grov uagtsomhed kan betyde, at forsikringen ikke dækker.

Tag fornuften med på ferie
Vil man undgå indbrud i bilen på sin ferie, handler det om at bruge sin sunde fornuft og tømme bilen, før tyven gør det. En feriepakket bil med GPS i forruden, en DVD-afspiller på bagsædet og digitalkameraet fuld af feriebilleder liggende frit fremme inviterer til ubudne gæster, og hvert år må mange danskere ærgeligt konstatere, at der har været uventet besøg i bilen. Det gælder derfor om at fjerne værdigenstande samt vigtige dokumenter som pas og registreringsattest fra bilen, når man forlader den. Det gælder også, selvom man kun parkerer et øjeblik, eller selvom man mener, man har parkeret et sted med overvågning.

Nogle simple forholdsregler kan imidlertid forebygge meget, men mange feriebilister glemmer alligevel at tænke over det i farten. Først og fremmest skal man sørge for, at der ikke ligger ting af værdi synligt fremme. Det skal man så vidt muligt tage med sig, når man forlader bilen. Man skal også huske at gemme holderen til  GPSen mv. så der ikke er tegn på ting af værdi i bilen. Dernæst skal man vise, at man ikke har noget at skjule. Dvs. åbne handskerummet og rulle evt. bagagedækken  fra, hvis man har en stationcar. Fjern også tasker og jakker, så tyvene ikke tror, der ligger ting af værdi gemt der.

Forsikringen dækker ikke altid
Sidste år fastslog en afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring desuden, at man ikke kan tage for givet, at forsikringen dækker ved indbrud i bilen. Har man handlet groft uagtsomt, så kan forsikringen med rette afvise kravet om erstatning. Med grov uagtsomhed menes f.eks., hvis man har efterladt ting af værdi i bilen. Det er derfor vigtigt at gøre, hvad man kan, for at forebygge, at bilen bliver udsat for indbrud.

Er uheldet alligevel ude, så kontakt altid det lokale politi og få en politirapport. Du kan også søge hjælp hos SOS International, der er en del af bilens kaskoforsikring.

Del denne nyhed på facebook og hjælp dine venner og familie med at undgå indbrud i bilen på sommerferien.