12. juli 2011 - FDM

Peugeot 508 går ’offroad’
Peugeot 508 RXH bliver en barsk stationcar.

508 RXH har elmotoren placeret mellem baghjulene og en dieselmotor oppe fortil. Det gør det muligt at køre på både diesel og eldrift eller blot en af delene ad gangen.

FDM

Peugeot 508 RXH bliver en mere barskt udseende bil med hybridteknologi og indbygget firehjulstræk

Stationcar med ændret udseende
Peugeot 508 RXH er en der en videreudvikling af den ellers temmelig nye 508 SW. Der er tale om en stationcar med ændret udseende, der gør bilen mere offroad-agtig at se på. RXH-navnet virker kryptisk, men tager man det bogstav for bogstav, giver det mening: ’R’ benyttes altid af Peugeot til de mere sportslige biler, X’et indikerer at bilen har firehjulstræk, og H’et viser, at der er tale om en hybridbil.

Peugeot 508 RXH med mere firkantet front
Fronten er er noget større end i den almindelige 508. Blandt andet er der behov for mere køling til hybrid-teknikken.I forhold til den almindelige stationcar er fronten gjort mere firkantet og større, så der kan komme mere køling til motoren. Forlygterne er af samme LED-type som topudgaven af 508, og ved hjulene er der monteret skærmforøgere, der får bilen til at virke bredere. Frihøjden er øget med 5 cm, og det giver bilen et udseende i stil med biler som Audi Offroad og Volvo XC70.

Peugeot 508 RXH har elmotor bagi
Teknikken i bilen er hentet fra Peugeots nye hybrid-drivlinje, der får sin premiere i Peugeot 3008. I 508 RXH er der tale om en toliters dieselmotor med 163 hk, der trækker på forhjulene. Ved baghjulene er der desuden monteret en elmotor, der yder 37 hk. Den får strøm fra et batteri, der løbende lades op af dieselmotoren. Dieselmotoren kan dog hele tiden levere mindst 12 hk til elmotoren, så man altid er sikker på at kunne få hjælp fra baghjulene også selv om batteriet er løbet tør for strøm. Ideen er at tilbyde føreren en ekstra trækkraft, når det er nødvendigt, samt at gøre det muligt at slukke dieselmotoren, når der kun er behov for den mængde kræfter elmotoren kan levere. Dermed får man både masser af kræfter, når det behøves, og en meget brændstoføkonomisk kørsel, når det er muligt. I praksis kan Peugeot 508 RXH køre omkring 25 km pr. liter diesel. I en særlig ’Eco-mode’ kan bilen køres på eldrift alene, men der er kun strøm til fire km. Det er ikke tanken, at RXH skal fungere som en elbil, men i stedet skal teknikken få bilen til at køre længere på literen. Som noget særligt for hybridbiler er RXH godkendt til at trække en påhængsvægt på op til 800 kg.

Motor har prøvekørt Peugeot RXH
508 RXH har elmotoren placeret mellem baghjulene og en dieselmotor oppe fortil. Det gør det muligt at køre på både diesel og eldrift eller blot en af delene ad gangen.Motor har allerede prøvet RXH og kan berette om en særlig fin køreoplevelse. Selv om bilen er forsynet med det selvskiftende manuelle gear, som i andre biler kan kræve en smule tålmodighed og omstilling fra førerens side, foregår gearskiftet i RXH helt rykfrit. Det skyldes, at bilen er programmeret således, at elmotoren på baghjulene tager over, og fastholder fremdriften, mens der skiftes gear i den anden ende af bilen. Det er smart og noget, der peger fremad. RXH viste også sine egenskaber i terrænet, hvor den havde let ved at kravle op ad stejle jordbakker. Det betyder, at RXH er mere offroad-egnet, end man lige skulle tro ved første øjekast.

Peugeot venter at introducere den nye 508 RXH i foråret 2012. Priserne er endnu ikke offentliggjort, men i Danmark bliver bilen meget dyr, da hybridbiler fortsat pålægges verdens højeste registreringsafgift også selv om de kan køre længere på literen end de mere traditionelle udgaver.