28. juni 2011 - Applus+ Bilsyn

Skift dæk inden sommerferien
Skift dæk på bilen inden sommer og spar penge.

Hjælp miljøet og din egen økonomi ved at skifte til sommerdæk inden sommerferien.

Applus+ Bilsyn

I juli og august får vi mere sol, højere temperaturer og måske et ekstra læs bagage på bilen i forbindelse med sommerferien. Du kan både spare penge, køre sikrere og hjælpe miljøet ved at skifte til sommerdæk.

1 ud af 4 kørte med vinterdæk i juni 2010
En undersøgelse fra Applus+ Bilsyn viste sidste år, at ca. hver fjerde bil fortsat kørte rundt med vinterdæk i juni. Har du stadig vinterdæk på bilen, er det en god idé at skifte dem ud med sommerdæk nu: Din bil bremser bedre, når asfalten er ophedet af solen, rullemodstanden er mindre, og dermed sparer du på brændstofregningen og forurener mindre.

Skift til sommerdæk i tide
Sådan lyder meldingen fra Continental Dæk Danmark A/S, der i øjeblikket gør danskerne ekstra opmærksomme på gevinsterne ved at køre med sommerdæk om sommeren. For mange danskere får ikke skiftet til sommerdæk i tide.

”Undersøgelser viser, at mange danskere stadig ikke har fået skiftet til sommerdæk på dette tidspunkt. Mange tager ikke tid til det. Men det er vigtigt. Der er flest trafikanter på vejene om sommeren, og så er det livsnødvendigt at kunne navigere hurtigt i trafikken. Sommerdæk bremser desuden bedre end vinterdæk, når vejene er våde, og det sker oftere, end man skulle tro i sommermånederne. August er den måned med flest regnskyl,” fortæller Georg Nielsen, administrerende direktør for Continental Dæk Danmark A/S.

Ikke alle får skiftet dæk inden sommeren
Applus+ Bilsyn venter dog, at langt hovedparten får skiftet henover sommeren.
”Det er korrekt, at mange køretøjer, der ruller ind til et bilsyn hos os, fortsat har vinterdæk på, når vi kommer ind i sommerferieperioden. Oveni købet har vi fået ti procent flere biler med vinterdæk i år. Men vi oplever dog, at langt de fleste trods alt får skiftet, før de tager på sommerferie for at spare på vinterdækkene,” siger Per V. Rasmussen, adm. direktør hos Applus+ Bilsyn.

Penge at spare
Også af hensyn til miljøet og bilistens pengepung er der gode grund til at skifte til sommerdæk. Kører man f.eks. i udlandet, slider bilen ofte ekstra meget på gummiet.

”Bildæk slides mere, når bilen kører hurtigt og med læs på, og det gør man f.eks. på en sommerferie på tyske motorveje. Samtidig giver dæk med en høj rullemodstand ekstra brændstofudgifter og øger udledningen af CO2 fra bilerne,” forklarer Georg Nielsen.

Continental Dæk Danmark A/S anbefaler, at vinterdæk opbevares tørt frem mod vinteren. Læs nedenfor en række råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skifter dæk, og hvordan du ellers gør din bil klar til sommeren, især hvis du skal på ferie i den.

Faktaboks: Gode råd når du skifter eller klargør dine sommerdæk
• Har du allerede sommerdæk på, så bør du sikre dig, at mønsterdybden er over 2 mm. Loven kræver 1,6 mm som minimum, men det kan være for lidt, hvis du skal rejse langt i bilen. Er bilen læsset tungt, skal du have ekstra luft i dækkene.
• Undersøg sommerdækkene for fejl og synlige skader som buler og sprækker i kanten. En jævnlig inspektion af dine dæk er især påkrævet, hvis dine dæk er gamle.
• Mål lufttrykket i dækkene. Du kan ofte se det korrekte tryk på indersiden af bilens fordør eller i din bils instruktionsbog. Er dækkene pumpet korrekt, bruger din bil desuden mindre brændstof. 
• Har du ikke plads til dine vinterdæk, kan du ofte få dem opbevaret hos din dækforhandler.

Faktaboks: Vær også opmærksom på
• Sørg for ny bremsevæske, så bremserne ikke overophedes og mister effekt.
• Tjek pærer, lys, blinklys og sikringer på bilen.
• Tjek aircon og kølesystem, så du ikke lider overlast i varmen.
• Udskift olie og oliefilter, så motoren smøres optimalt og f.eks. er klar til længere belastning som at holde i kø.