15. juni 2011 - Ritzau

Sæt bilen i gear mod rødt
Spar penge på din kørsel.

Spar på benzinen ved at bremse med motoren (Foto: FDM)
Ritzau

Tal fra Trafikstyrelsen viser, at 67 procent af bilisterne fejlagtigt tror, at de sparer benzin ved at bremse med bilen i frigear.

Brems med motoren og spar benzin
Både miljøet og benzinkontoen nyder godt af det, hvis bilisterne bremser uden at bruge bremsepedalen og koblingen.

Vil man spare benzin eller diesel, anbefaler Trafikstyrelsen, at man bremser med motoren. Det gør man ved at slippe speederen med bilen i gear og lade den trille hen mod stop som det røde lys eller betalingsanlægget. 

"Når du slipper speederen, mens bilen er i gear, stopper brændstoftilførslen helt, så benzinforbruget rammer nul. Og det kan mærkes på benzinregningen", fortæller Niels Anders Nielsen, som er centerleder hos Trafikstyrelsen. 

Bruger benzin i frigear
De fleste tror, at pengene ligger i at trille i frigear eller med koblingen nede. Men en bil bruger op til en liter benzin i timen på at køre i frigear. Det ved de færreste.

Hele 67 procent af bilisterne tror, at man bør koble ud og bremse med bilen i frigear, viser tal fra Trafikstyrelsen.