29. marts 2011 - Midtjyllands Avis

Tag fornuften med på nettet
Mange bruger internettet til at lege eksperter

På internettet er det let at lege ekspert f.eks. om servicering på biler.

Midtjyllands avis
Gammelt mundheld uddør aldrig
Tro ikke på alt, hvad du læser. Sådan lyder det gamle mundheld, og det gælder stadig i dag. Ikke mindst på internettet, hvor kombinationen af anonymitet og let adgang giver mange flere chancen for at blive hørt end nogensinde før. I bilernes verden findes der i dag en lang række fora, hvor brugere kan stille spørgsmål om bilkøb og servicering, mens andre brugere svarer efter bedste evne.

Firmaer står for skud
Men der er grund til at være opmærksom, for præcis, som i andre brancher med lignede fora, er der flere og flere, som misbruger den frihed til at sprede usande budskaber, og især firmaer står for skud. Afsenderen kender man oftest kun ved et brugernavn, hvilket gør det let at optræde totalt anonymt.

Alle leger eksperter
Anne Scott Sørensen, som er kulturforsker på Syddanske Universitet, følger den generelle udvikling på nettet og hæfter sig ved, at alle tilsyneladende er eksperter i de forskellige fora.
"Når alle leger eksperter, bliver det meget sværere at håndtere de informationer, man får.
Man skal være en trænet tekstlæser for at gennemskue, om afsenderen i virkeligheden har andre interesser", siger Anne Scott Sørensen.

Det Vilde Vesten
Hun kunne godt forestille sig, at nogle firmaer holder et vågent øje med, hvad der bliver skrevet om dem på nettet, og evt. har folk på lønningslisten til at skrive positivt om dem. Kulturforskeren mener, at alle lige nu kaster sig over alt fra blogs til Facebook og internetfora, men der er ingen, som kan gennemskue følgerne for forbrugerne. "Der mangler at blive udviklet nogle normsæt for, hvordan man agerer og ikke mindst ikke agerer. I dag er det nærmest det Vilde Vesten", siger Anne Scott Hansen.

Man forsvare ens mærke 
"Nogle fora er meget tendiøse, og jeg synes egentlig ikke, at man kan bruge det til ret meget. Man ved jo ikke, hvem der i virkeligheden giver rådene, og ofte vil brugerne forsvare deres egne bilmærker med næb og klør", siger Jørgen Jørgensen, som er leder af FDMs tekniske rådgivning.

Virksomheder roser sig selv
Det overrasker ikke Peter Holten Mühlmann, der har skabt forbrugersitet Trustpilot, at troværdigheden kan være i bund. Hans firma er ude for, at virksomheder har forsøgt at skrive positivt om sig selv på Trustpilot, som har specialiseret sig i brugervurderinger.
"Oftest er det små virksomheder, hvor ejeren lige går ind og skriver en positiv anmeldelse af sin egen forretning, eller en ansat, som tror, at han gør firmaet en tjeneste ved at fremhæve dets produkter anonymt", siger Peter Holten Mühlmann. Tværtimod mener han, at man underminerer tilliden til både det pågældende forum.

Opmærksomhed og omtanke
"Hvis der f. eks. kun er få vurderinger i forbindelse med det spørgsmål til bilkøb, kan de sagtens være sande nok, men det er ikke tilstrækkeligt materiale til at bedømme, om det er et godt køb", siger Peter Mühlmann. Han opfordrer netbrugerne til at tænke sig om, hvis de støder på særligt positiv eller negativ omtale