23. februar 2011 - Volkswagen

Volkswagen viser Golf Cabriolet
Den nye Golf Cabriolet vises på Genève Motor Show

Golf Cabriolet kommer til Danmark i løbet af sommeren 2011.

Åben golf på 9,5 sekunder
Volkswagen præsenterer først den nye Golf Cabriolet på Genève Motor Show i næste uge, men har netop frigivet de første billeder af den helt nye åbne Golf. Golf Cabriolet kommer med et stoftag, der fungerer via elektrohydraulik og åbner Golf'en på blot 9,5 sekunder.

Ægte Golf-design
Designet på den nye Volkswagen lægger sig tæt op ad den lukkede version af Golf i tredørsversionen. Dog har Golf Cabriolet en noget fladere taglinie, en helt ny bagende og en mere hældende forrude, hvilket udover stoftaget er med til at give Golf Cabriolet sin helt egen identitet. Som standard får Golf Cabriolet de samme LED-baglygter som GTI. ESP, knæairbag ved førersiden samt front- og sideairbags er ligeledes standard. 

Lavt støjniveau
Efter sigende skulle den nye Golf Cabriolet være en af markedets bedst lyddesignede biler, i den forstand, at der ikke er meget støj i kabinen. Dette skyldes det nydesignede stoftag, der netop er optimeret for at holde unødvendig støj ude. Desuden er taget fuldautomatisk og bilen åbnes ualmindeligt hurtigt: 9,5 sekunder tager operationen fra lukket Golf til åben Cabriolet. Øvelsen kan også foregå kørende, blot man ikke overskrider 30 km/t.
Vælger man at realisere drømmen om at cruise i åben bil, stiller Volkswagen seks motorvarianter på cabrio-menuen, alle med turbo og direkte indsprøjtning og spændende fra 105 til 210 hk. Fire varianter kan bestilles med DSG-gearet og tre af motorerne vil blive udbudt med den brændstofbesparende BlueMotion Technologies. Som eksempel kan nævnes 1,6 TDI med 105 hk og BlueMotion Technology, der gennemsnitligt bruger 22,7 km/l og udleder 117 g CO2 pr. km.

Golf Cabriolet kommer til Danmark i løbet af sommeren 2011.