21. december 2010 - Nissan

Styr elbilen med mobilen
Nissan Leaf kan overvåges og dens aircondition styres via mobilen.

Elbilen Nissan Leaf kan overvåges via mobilen.
Nissan
Styr elbilen med mobilen
Når eller hvis elbilen Nissan Leaf - European Car of the Year 2011 -kommer til Danmark, vil ejerne kunne overvåge batteritilstanden via deres mobiltelefon. De vil også kunne tænde og slukke for bilens aircondition med mobilen.
Det er et system, der kaldesTelenor Connexion, som vil gøre det muligt for Nissan Leaf-ejere at anvende en mobiltelefon eller pc til at tjekke batteriets status og rækkevidde, til at tilslutte bilens aircondition og så videre, selv når deres Nissan Leaf er parkeret og helt slukket. Hermed introduceres begrebet "connectivity" for første gang som standard i en elbil.

Adgang til data fra elbilen døgnet rundt

Telenor Connexion er blevet valgt som den europæiske connectivity-leverandør til Nissan Leafs Carwings intelligente transportsystem (IT), som giver mulighed for kontakt mellem elbilens avancerede onboard-sendeenhed og Nissans Carwings Data Center. Takket være Telenor Connexion kan ejere af 100 pct. eldrevne biler have adgang på alle tidspunkter - både i og uden for bilen - til de data og informationer, de har brug for til øget bekvemmelighed, komfort og ro i sjælen. De unikke features i Nissan Carwings-systemet omfatter overvågning af batteriets tilstand i elbilen, anvendelseshistorik og fjernbetjening til aircondition. Dette er muligt takket være en konstant kommunikation mellem bilen og ejeren via mobile netværk og pc'er.
"Telenor Connexions dedikerede telematikløsning opretter kontakt mellem Nissan Leafs onboard-enhed og Nissan Carwings Data Center i et privat netværksmiljø, som giver Nissan mulighed for at levere et sikkert og stabilt produkt til vores kunder", siger Pierre Loing, som er Vice President for produktstrategi og -planlægning hos Nissan International SA og leder af koncernens europæiske nul-emissions-forretningsenhed.

Har også samarbejde med Volvo

"Vi er meget glade for at samarbejde med Nissan, som spiller en vigtig rolle i forbindelse med at sætte standarden for hele elbilsbranchen. Denne aftale er begyndelsen på, hvad vi forventer bliver et langvarigt partnerskab. Det er af stor betydning for Telenor Connexion, og det vil især underbygge vores position som den førende connectivity-leverandør til bilbranchen. Vi har allerede aftaler med førende globale spillere i bilbranchen som fx Volvo Cars, Volvo Trucks, Scania og Daimler", siger Per Simonsen, CEO hos Telenor Connexion. 

Danmark må vente på Nissan Leaf
Nissan Leaf er verdens første masseproducerede, 100 pct. eldrevne nul-emissions-bil. Denne nye elbil vil kunne købes i Europa i starten af 2011 i første omgang i Portugal, Irland, Storbritannien og Holland. Der foreligger ingen oplysninger om, hvorvidt den kommer til Danmark og i givet fald hvornår.