23. september 2010 - Better Place

GE står bag batterikøb
GE Capital skyder kæmpebeløb i batterier til Better Place.

Renault Fluence Z. E. er en af de biler, der skal udstyres med Better Place-batterier.
Better Place / GE Capital
GE står bag batterikøb
GE og Better Place indgår partnerskab om elbiler. Samarbejdet omfatter udvikling af teknologi, batterifinansiering, elektrificering af bilflåder og forbrugeroplysning. Et pilotprojekt for batterifinansiering skal finansiere de første 10.000 elbilbatterier til Danmark og Israel. Ifølge danske eksperter, som Bilpriser.dk har talt med, koster en batteripakke med lithium-ion-batterier til en brugbar elbil omkring 75.000 kr. Hvis det holder stik, er der med andre ord tale om en aftale til i alt trekvart mia. kr.
”GE er en af verdens største virksomheder og en uhyre stærk samarbejdspartner for Better Place. Set med danske øjne er finansieringen af de 10.000 batterier til Danmark og Israel central, men jeg hæfter mig i lige så høj grad ved det globale perspektiv i aftalen og den validering af Better Place-modellen, som partnerskabet er et udtryk for. Det er et samarbejde med store perspektiver,” siger Morten Leth, CEO i Better Place Denmark.

Opladning af biler ved GE-standere med i pakken
Med partnerskabet kombineres GE’s globale tilstedeværelse, selskabets brede teknologiske portefølje og ekspertise inden for intelligente elsystemer samt GE’s nye ladestander, WattStation™, med Better Place’s service- og infrastrukturløsning. Målet for samarbejdet er at skabe skalérbare løsninger, som leverer grundlaget for drift af elbiler hos forbrugere såvel som bilflådeejere. 
"GE sætter pris på frugtbart samarbejde, og partnerskabet med Better Place viser, hvordan store og mindre virksomheder kan udnytte hinandens styrker og fremme udrulningen af infrastruktur til elbiler," siger Beth Comstock, GE senior vice president og chief marketing officer. ”Ved at integrere vores WattStation med Better Place’s services kan vi med udnyttelse af intelligent energi skubbe på udviklingen i den måde, vi transporterer os selv og fremme en renere, mere bæredygtig løsning.”

Better Place-stifter: Det er et vigtigt skridt fremad
“For snart tre år siden identificerede Better Place overgangen fra olie til elektricitet som både den sidste store ”digitalisering” af vores energisystem og en betydelig global økonomisk mulighed,” siger Shai Agassi, grundlægger og CEO, Better Place.
”Vores samarbejde med GE er endnu et vigtigt skridt fremad for Better Place i arbejdet for at samle et stærkt økosystem af industripartnere, som Renault, HSBC og nu GE, der kan understøtte vores forretning i globalt perspektiv. Vores partnere er dedikerede til arbejdet for at fremme forståelsen af, at elbiler tilbyder en både billigere og mere bekvem løsning, end olie hidtil har givet os.”

Partnerskabet omfatter samarbejde på fire fokusområder:
1. Standardbaseret teknologi: GE’s WattStation™ skal være kompatibel med Better Place’s netværk. I Better Place’s model er ejerskabet af bil og batteri opdelt, således at elbilisten undgår den høje købspris på batteriet og i stedet tegner abonnement for et bestemt kilometerantal hos Better Place. Partnerskabet vil gøre det muligt for forbrugerne at lade elbilen op ved GE’s WattStation under deres Better Place-abonnement på de markeder, hvor GE tilbyder opstilling af WattStation-ladestandere. Dermed kan elbilister ”roame” frit mellem forskellige typer ladestandere og stadig kun behøve ét abonnement. Det gør opladning til en nem og mere bekvem oplevelse i det daglige.

2. Batterifinansiering: GE og Better Place vil udvikle et batterifinansieringsprogram, som indledes med et pilotprojekt for finansiering af 10.000 batterier i Danmark og Israel. Med finansieringen sættes der yderligere skub på disse to første elbilmarkeder, hvor Better Place-løsningen inden for et års tid vil tilbyde fri mobilitet i elbil til både private forbrugere og større bilflåder.

3. Elektrificering af bilflåder: GE og Better Place vil samarbejde om at finde partnere blandt flådeejere til gennemførelse af pilotprojekter, som skal teste en model for omfattende elektrificering af bilflåder i større bycentre og ved hovedfærdselsårer. Målet er at få virksomheder til at skifte til elbiler, og derved få udbytte af de økonomiske fordele ved elbiler og reducere bilflådens samlede udledning af skadelige udstødningsgasser.  
Pilotprojekter forventes igangsat i Nordamerika, herunder San Francisco Bay Area, Honolulu, Hawaii og Ontario i Canada, såvel som i europæiske og asiatiske byer. Better Place arbejder allerede frem mod udrulning af netværk på disse markeder.
4. Forbrugeroplysning: Better Place vil i samarbejde med GE, under GE’s ecomagination-initiativ, fokusere på at øge forbrugernes forståelse af de økonomiske og miljømæssige fordele, der ligger i en massiv udbredelse af elbiler og i den infrastruktur, som er forudsætningen for, at en massiv udbredelse af elbiler kan blive en realitet.