31. august 2010 - Nordania Leasing

Ford til tops som firmabil
Mondeo, S-Max og Focus får guld, sølv og bronze i kampen om firmabilkunderne.

Ford Mondeo er herskeren på Nordania Leasings Top 10 over populære firmabiler.
Nordania Leasing
Guld, sølv og bronze til Ford
Mondeo, S-MAX og Focus. Ford tager kegler blandt de danske firmabilister, der i stigende grad vægter pris og beskatningsgrundlag højere end loyaliteten over for bestemte bilmærker. Sådan lyder konklusionen hos Danmarks største leasingselskab, Nordania Leasing, der her præsenterer deres 10 mest populære firmabiler i første halvdel af 2010.
Med undtagelse af Opel Insignia på fjerdepladsen, er det småt med egentlige nye bilmodeller på Top 10-listen over de mest populære firmabiler i første halvår af 2010. Ikke overraskende, lyder vurderingen hos Nordania Leasing, der ser en klar tendens til, at firmabilisterne er blevet mere prisbevidste.

Firmabilisterne fokuserer i højere grad på økonomien

"Det er tydeligt, at firmabilisterne i højere grad end tidligere fokuserer på økonomien, når der skal vælges firmabil. Det betyder, at flere vælger etablerede bilmodeller, hvor det er muligt at få en fabriksny firmabil til et lavt beskatningsgrundlag. Tendensen understøttes af, at bilmærker som for eksempel Mercedes-Benz har justeret sine priser for via et fordelagtigt beskatningsgrundlag at erobre nye markedsandele blandt firmabilisterne", siger Henrik Rohmann-Sønderby, salgsdirektør i Nordania Leasing.
Ud over førerfeltet tæller Nordanias kunders foretrukne firmabiler i første havår 2010 Audi A6 på femtepladen, lillesøster Audi A4 på sjettepladsen, mens tidligere tiders firmafavorit, VW Passat, i denne omgang må nøjes med en syvendeplads. Ford snupper også ottendepladsen med sin Galaxy, mens listens niendeplads går til Mercedes-Benz C-klasse foran Renault Grand Scenic på 10. pladsen.

Overvejer du privatleasing? Gå til oversigt

Brændstoføkonomien spiller fortsat en vægtig rolle
At brændstoføkonomien fortsat spiller en vægtig rolle for firmabilisterne og deres arbejdsgivere, er andelen af dieseldrevne firmabiler på hvide plader set i forhold til andelen af benzindrevne, et tydeligt bevis på. Således var hele 85 procent af de firmabiler, som kunderne har leaset hos Nordania i første halvdel af 2010, udstyret med en dieselmotor, mens de resterende 15 procent var benzinbiler. En tendens, som Nordania forventer fortsætter.

VW Transporter er suveræn på varebilmarkedet
På Top 10-listen over de mest populære gulpladebiler i første halvår af 2010, indtager VW Transporter en suveræn førsteplads, efterfulgt af lillesøsteren, VW Touran. Listens tredje- og fjerdeplads går til henholdsvis Renault Trafic og Opel Zafira.      

Top 10-liste over de mest leasede firmabiler på hvide plader i 2010 (første halvår)

1. Ford Mondeo
2. Ford S-Max
3. Ford Focus
4. Opel Insignia
5. Audi A6
6. Audi A4
7. VW Passat
8. Ford Galaxy
9. Mercedes C-klasse
10. Renault Grand Scenic.


Top 10-liste over de mest leasede firmabiler på hvide plader i 2009 (hele året)

1. Honda Accord
2. Opel Insignia
3. Ford Mondeo
4. Citroën C5
5. Audi A4
6. VW Passat
7. Toyota Avensis
8. VW Golf
9. Citroën C4 Grand Picasso
10. Peugeot 308.


Top 10-liste over de mest leasede firmabiler på gule plader i 2010 (første halvår)

1. VW Transporter
2. VW Touran
3. Renault Trafic
4. Opel Zafira
5. Mercedes Vito
6. Peugeot Partner
7. VW Caddy
8. Ford Transit
9. Nissan Primaster
10. Mercedes Sprinter.


Top 10-liste over de mest leasede firmabiler på gule plader i 2009 (hele året)

1. Opel Zafira
2. Ford Transit
3. Renault Trafic
4. Opel Vivaro
5. VW Transporter
6. VW Touran
7. Mercedes Sprinter
8. Nissan Primaster
9. Mercedes Crafter
10. Citroën Jumper.