17. august 2010 - De Danske Bilimportører

Bilsalget op i 9 måneder
Også i juli steg salget af personbiler. Et plus på 21,3 pct. blev det til.

Danskerne er i købehumør. Ford C Max er en af de få større biler, der sælger godt.
De Danske Bilimportører
Bilsalget op i 9 måneder
Personbilsalget forsætter med at stige. Salget steg i juli med 21,3 procent i forhold til samme måned i 2009, og der er dermed ikke tegn på at den fremgang, som nu har varet 9 måneder i træk, er ved at aftage.
Der er med andre ord fortsat travlt i bilhusene. Juli måned bød på markant fremgang i bilsalget sammenlignet med sidste år og 11.036 nye personbiler blev indregistreret i sommervarmen.
”Det er en særdeles tilfredsstillende udvikling. Markedet har vist sig robust og vi oplever en velfunderet efterspørgsel, hvor ikke mindst brændstoføkonomien er i fokus”, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.
De små bilers markedsandel er vokset til hele 51,9 pct. mod cirka 46 pct. for et år siden. 

Forventer mere afdæmpet vækst resten af året
Han er ligeledes positiv når det kommer til udsigten for resten af 2010.
”Bilmarkedet har traditionelt været meget konjekturafhængigt, men vi oplever et ganske stærkt marked i øjeblikket, hvor også den meget lave rente bidrager positivt. Markedet har været i fremgang 9 måneder i træk og vi oplever fortsat at forbrugernes forøgede rådighedsbeløb fra skattelettelserne, kombineret med mange bilisters ønske om en forbedret brændstoføkonomi, resulterer i en stor efterspørgsel efter nye biler med moderne miljøteknologi. Hvis ikke den generelle økonomiske situation forværres markant, forventer vi, at væksten vil fortsætte i resten af 2010. Dog formentlig med lidt mere afdæmpede vækstrater end dem vi har set i de seneste måneder” siger Bent Mikkelsen.