10. august 2010 - Citroën

Lille elbil til 275.000 kr.
Citroën C-Zero forventes på det danske marked i foråret 2011 til 274.988 kr.

Citroën C-Zero til 294.988 kr. har en aktionsradius på 130 km.
Citroën
Lille elbil til 275.000 kr.
Bilfabrikkerne begynder nu om at konkurrere om at komme først med en seriefremstillet elbil på det danske marked, og Citroën er nu den første store spiller, der melder både leveringstidspunkt og pris ud. Modellen C-Zero, der er en klon af Mitusibishi i-Miev, kommer i foråret 2011 og kommer til at koste 274.988 kr.
"I starten af 2011 forventer Citroën at kunne levere sin nye elbil C-Zero til de første kunder i Danmark", fortæller pressechef Ellen Nørregaard fra Citroën Danmark.

Motor på 64 hk og et moment på 180 Nm
Citroën C-Zero er en 100 pct elbil med plads til 4 personer. Elmotoren yder 47 kW eller 64 hk CEE ved 3000 -6000 omdr./min., og det maksimale drejningsmoment på 180 Nm er til stede fra 0 til 2000 omdr./min. Bilen er baghjulstrukken.
Elmotoren får strøm fra seneste generation batterier af typen lithium-ion, som er placeret midt under bilen. Batteripakken består af 88 celler.
I forhold til mere traditionel teknologi med samme ydelser gør lithium-ion teknologien det muligt at begrænse batterimængden. Desuden er den ikke følsom over for sjatladninger, da de ikke påvirker batteriernes levetid.

En fuld opladning tager op til 7 timer

Det er nemt at oplade batterierne i Citroën C-Zero. Ladekablet sluttes til et 230 V stik, og en fuld opladning tager 6-7 timer. Hvis infrastrukturen en dag omfatter ladestandere til lynopladning, vil det være muligt at lade bilen 80 % på blot 30 minutter.
Bilen er nem at køre. Man skal blot dreje nøglen, hvorefter en biplyd fortæller, at motoren er i gang. Citroën C-Zero køres som en traditionel bil med automatgearkasse. Brændstofmåleren er erstattet af en kontrollampe, der viser batteriernes ladestand. 

Rækkevidde på 130 km - nok for de fleste pendlere
Med en længde på 3,48 meter og en vendediameter på 9 meter bevæger C-Zero sig behændigt i byens tætte trafik. Dens præstationer gør, at den også kan færdes uden for byen. Tophastigheden er 130 km/t, og den accelererer fra 0-100 km/t på 15 sekunder og på 6 sekunder fra 60-90 km/t. Rækkevidden er på op til 130 km (ifølge norm-cyklus), hvilket skulle være rigeligt til de fleste pendlere. 

En fuldt udstyret elbil med aircondition

Citroën C-Zero kan anvendes af mange slags virksomheder med større bilflåder, både private og offentlige. Men også af privatkunder, som søger en meget økonomisk bil.
Takket være akselafstanden på 2,55 meter byder bilen på plads til fire personer, og bagagerummet har en volumen på 166 liter. Af natur er bilen imponerende støjsvag og hertil komfortabel og sikker. Standard i det danske modelprogram vil være bl.a. ESP, 6 airbags, eldrevne ruder for og bag, aircondition og radio CD med 4 højttalere.

50.000 km-garanti på batterierne
Bilen vil blive leveret med 2 års garanti på bilen og 5 år/50.000 km på batterierne.
Ved introduktionen i Danmark vil prisen ekskl. levering være 219.990 + moms eller kr. 274.988 inkl. moms.
Om den kommer som privatleasingbil, vides endnu ikke. Men hvis man vil være med blandt de første, der kører i elbil uden at risikere et stort værdifald og en stor batteriregning efter de 50.000 km, vil privatleasing være en god løsning. Hvis leasingfirmaet da vil tage risikoen.