18. april 2010 - Forsikring & Pension

Masser af vinterbuler
Vinteren gav 14 pct. flere uheld, men heldigvis færre dræbte og svært kvæstede.

Vinteren gav mange trafikuheld og buler, men færre dræbte og kvæstede.
Forsikring & Pension
Hård vinter gav buler
Den værste vinter siden 1996. Det har kostet mange ødelagte biler. Årets første kvartal gav i alt 120.500 buleskader på biler. Det er en stigning på 14 pct. i forhold til 1. kvartal 2009, viser nye tal fra Forsikring & Pension.
"Vinteren har været voldsom i år med meget sne og is på vejene, og det har skabt stor travlhed på autoværkstederne. Især i marts, hvor danskerne har fået repareret de småskader, som vintervejret har givet", siger chefkonsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen.
Antallet af buleskader er det højeste siden 2004, hvor Forsikring & Pension for første gang begyndte at registrere antallet af buleskader hver måned.

Færre alvorlige trafikuheld
De fleste trafikuheld i vintermånederne har været mindre trafikuheld. Når der er sne på vejene, er der typisk langt færre uheld med alvorlige personskader.
"Når sneen falder, og vejene bliver glatte, sætter vi automatisk farten ned. Vi ryger måske oftere en tur i grøften. Men alt i alt betyder sne på vejene, at vi undgår mange af de meget alvorlige trafikuheld", siger Christian Skødt.
Antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne var i januar og februar 2010 kun 465 mod 730 i januar sidste år.

Flere trafikuheld

Buleskader på personbiler og varebiler:
1. kvartal 2009: 105.669
1. kvartal 2010: 120.500
Stigning: 14,0 pct.

Kilde: Forsikring & Pension