24. marts 2010 - Volvo

V50 DRIVe storsælger
Volvo sætter fart på salget. Især V50 DRIVe trækker med 550 solgte i år.

Volvo V50 sælger som varmt brød i DRIVe-udgaven til 296.300 kr.
Volvo
V50 DRIVe storsælger
Volvo i Danmark ser lyst på fremtiden. Forhandlerne melder om flere kunder i forretningerne, hvilket afspejler sig i salgstal med pil opad de første måneder i år. Især er det en specialvariant af V50 i den brændstoføkonomiske DRIVe udgave til 296.300 kr. med stop-start, der er årsag til fremgangen.

Stigende interesse for Volvo trods finanskrise
"Finanskrise eller ej, så er det en kendsgerning, at kundernes interesse for vores produkter har været stigende de seneste måneder, og eftersom vi kan tilbyde et spændende produktprogram med biler, der på flere måder skiller sig ud fra mængden, er det ikke så underligt, at den større interesse udmønter sig i et stigende salg," udtaler adm. direktør hos den danske Volvo-importør, Henrik Hangaard.
"Internt i organisationen mener vi, at fremtiden er Volvo's, og når man ser de biler - bl.a. C30, XC60 og ikke mindst den helt nye S60 - der er udviklet de senere år, så har vi også noget at have vores optimisme i", tilføjer han.

Har solgt tæt ved 550 eksemplarer af V50 DRIVe i år
Lige nu er det dog primært Volvo V50 i den brændstoføkonomiske DRIVe udgave, der driver salget. I årets første måneder har lige omkring 550 kunder enten allerede fået eller venter på at få en ny V50 leveret, og da det endvidere er lykkedes den danske Volvo-importør at tilkæmpe sig en ekstra kvote af den attraktive kampagnemodel, der kommer til landet inden sommerferien, begynder svenskernes markedsandel i Danmark så småt at arbejde sig opad.
Samtidig er interessen for den helt nye S60 enorm, og hvis bare en smule af den interesse smitter af på salget, kan der næppe herske tvivl om, at Volvo-mærket vil vende stærkt tilbage på det danske marked, mener importøren. En tendens, der allerede gør sig gældende andre steder i verden, hvor kunderne har fået øjnene op for de trendsættende nyheder, svenskerne er begyndt at sende på markedet.

Læs om Volvo V50 DRIVe's gode totaløkonomi i Stationcaranalysen 2010