12. marts 2010 - FDM

Købsrådgivning til unge
FDM tilbyder nu et billigt købstjek for unge.

For kun 500 kr. kan man få undersøgt en bil under 50.000 kr. hos FDM
FDM
Billigt købstjek
Køreprøven er bestået, pengene sparet op, og nu skal den første bil købes. Men for mange unge er den første bil dog ikke altid den gode oplevelse, det kunne være. Dårlige bremser, gennemtæringer og ulovligt monteret ekstraudstyr er ofte med til at gøre livet som bilejer både surt og dyrt. Derfor lancerer FDM test og bilsyn nu en købsrådgivning til unge.
Tilbuddet gælder dem, der står og skal til at købe brugt bil til under 50.000 kr. Her vurderes bilens tilstand i forhold til alder og kilometerstand, og om et køb vil være tilrådeligt.
Rådgivningen er for alle FDM-medlemmer

En del af det ny FDM-medlemsskab Young FDM

FDMs købsrådgivning ligger i forlængelse af det nye Young FDM-medlemskab for unge mellem 18-25 år, som blev lanceret i februar, men gælder for alle FDM-medlemmer og koster 500 kr.
Ved købsrådgivningen bliver bilernes bremser bl.a. testet, ligesom undervognen gennemgås på liften, og der køres en længere prøvetur. Slutteligt udfærdiges en rapport, hvori bilen vurderes som god, middel eller dårlig. Desuden er det som FDM-medlem altid muligt at kontakte FDMs tekniske og juridiske rådgivning for at få vejledning om bilkøbet.

Unge bilkøbere får ofte ubehagelige overraskelser

"Vi får desværre ofte henvendelser fra unge som efter at have købt en brugt bil finder ud af, at den langt fra er i så god stand, som de troede eller blev lovet. Brugte biler kan indeholde ubehagelige overraskelser, og derfor gælder det om at kende bilens stand, inden man køber, for ellers kan selv en billig bil blive meget dyr,” siger Jørgen Jørgensen, afdelingsleder i FDMs tekniske rådgivning.
Mens man har en række klagemuligheder, når man køber bil hos en forhandler, er man som forbruger normalt dårligt stillet, hvis man køber bilen privat. Derfor er det en god idé at få undersøgt bilen, inden kontrakten skrives.

Mange forveksler nysynet med fejlfri
”Det er ikke alle, der selv kan vurdere en bils stand eller har prøvet at handle bil før. For eksempel forveksler mange en nysynet bil med en fejlfri bil, og det er langt fra altid tilfældet. Her er købsrådgivningen en god hjælp. Med den får man en objektiv vurdering af den enkelte bil, herunder hvad man kan forvente af udgifter inden for en kortere periode,” siger Jørgen Jørgensen.

Anbefaler stor undersøgelse af dyrere biler

FDMs købsrådgivning er er en mindre undersøgelse af bilen, og kan derfor ikke sammenlignes med FDMs normale brugtbiltest. Derfor anbefaler FDM, at man får lavet en brugtbilstest, hvis bilen koster mere end 50.000 kr.
FDMs købsrådgivning koster 500 kr. for FDM-medlemmer. Rådgivningen fås ved at kontakte et af FDMs 22 testcentre rundt om i landet.