8. oktober 2009 - Honda

CO2-fri bil fra Honda
Hvis strømmen er fra grønne energikilder, er Honda Clarity CO2-fri.

Brændselscellebilen Honda Clarity - så effektiv som en dieselbil, der klarer 35,7 km/l.
Af Finn Arne Hansen, Bilpriser.dk
Honda Clarity uden CO2
Honda har netop offentliggjort detaljer om den nyeste udgave af konceptbilen Clarity, der kører på brint. Siden 1. version i 2005, er der sket store fremskridt med brændselscellebilen. Rækkevidden er blevet bedre, det samme er batterierne. En bil, der er totalt CO-fri ved brug af overskudsstrøm fra grønne energikilder som vind- og vandkraft samt a-kraft, rykker nærmere.

Brændselscelle kan levere op til 100 kW
Den 1.625 kg tunge og 4.835 mm lange bil er udstyret med en højeffektiv brændselscelle-enhed, der sidder i en tunnel i bunden af bilen. Lithium-ion batterierne sidder under bagsædet, mens tryktanken med brint er pakket godt og sikkert ind midt i bilens karosseri. Brændselscelle-enheden, som Honda selv har udviklet, kan producere op til 100 kiloWatt strøm. Den fungerer fra minus 30 grader Celsius.
Bremsesystemet er forbedret, så hele 57 procent af bremseenergien nu laves om til strøm. Ved kørsel ned ad bakke, finder systemet selv ud , hvor meget, der skal motorbremses ved den givne hastighed, føreren har valgt via speederen.

Rækkevidde på 460 km på 171 liter brint
Honda Clarity har 134 hk, rækkevidden er 460 km, topfarten er 160 km i timen og effektiviteten er forbedret betydeligt i forhold til 2005-udgaven. Hvis man sammenligner med en dieselbil, så skal en diselbil køre 35,7 km på literen for at matche en Clarity. Og Clarity er vel at mærke en stor og rummelig sedan. Og Clarity udleder kun destilleret vand, ingen CO2.
Også på andre områder tænkes der grønt. Alt stof på sæder og andre steder i bilen er lavet på bio-materialer, lavet på gæret majs!

To styk Honda Clarity koncept-biler leveres til Europa i denne måned. Den vil blandt andet blive vist på klimakonferencen i København i december.