7. oktober 2009 - dr.dk

Risikabelt med chiptuning
Kan i sidste ende koste dyrt på garanti og forsikring

Drømmer du om chiptuning af eksempelvis din Audi A3, bør du nøje overveje faldgruberne først.

Det kan koste dyrt at chiptune sin bil, så den kører både hurtigere og længere på literen.

Bilens fabriksgaranti ophæves nemlig i det øjeblik, at du ruller væk fra automekanikeren i en tunet bil.  "Vi giver en garanti på to år på vores biler, men den bortfalder, hvis en bil er blevet tunet", siger Bill Jørgensen, homologeringsekspert hos Ford.

Hestekræfter koster
Det kan ellers lyde som et et mirakel, når man klikker ind på en af de utallige dansksprogede hjemmesider, der sælger chiptuning.
Bilen får på et øjeblik bedre økonomi og op til 30 procent flere kræfter, lyder det. Og så er det billigt og nemt. "Det lader til at være nogle billige hestekræfter, men i sidste ende kan de blive meget dyre", siger Torben Kusk, politisk konsulent hos FDM.

Mange af de tilbudte chiptunere er desuden ulovlige, og også Honda advarer mod at chiptune bilen. "Du ændrer dybest et på det, man i fagsprog kalder drivlinien i bilen. Motoren - typisk turbodiesel - bliver tunet, og det gør, at presset på motor, kobling, gearkasse og trækakslen bliver intensiveret. Det kan vi ikke stå inde for, og garantien på tre år bortfalder", siger Michael Lund, presseansvarlig hos Honda.

Som med de øvrige bilimportører gælder det dog, at garantien stadig dækker eksempelvis en rusten dør, der ikke har noget med chiptuning at gøre.

Dyrere forsikring
Men også hvad angår forsikring, kan det gøre ondt at få mere fart i bilen. I tilfælde af en totalskade på bilen kan erstatningen blive væsentlig mindre, hvis bilen er chiptunet. Det oplyser Topdanmark, som forsikrer mere end en halv million bilister.  

"Hvis en bilist har chiptunet sin bil uden at oplyse det til os, risikerer pågældende at få en betydelig mindre erstatning i tilfælde af et uheld", siger Jens Langergaard, kommunikationschef hos Topdanmark.

Han opfordrer derfor bilister med en lovlig chip i bilen til at kontakte forsikringsselskabet og oplyse om, at bilen er chiptunet."Det kan så betyde, at forsikringspræmien stiger", siger han.

Mange med chips
Chips, der er købt i Sverige eller Tyskland, kan lovligt blive monteret på en bil. Det viser ikke, hvor mange bilister, som kører rundt med en lovlig eller ulovlig chip, da de næsten aldrig bliver opdaget ved syn.

To synshaller - bl.a. en fra FDM - har over for DR vurderet, at op i mod 50 procent af de ældre dieselbiler er chiptunede.

-------------------------------------------------------------------------
Fakta:

  • Det er lovligt at chiptune sin bil, så længe det ikke bevirker at bilen forurene og støje mere, end det var tilladt ved bilens 1. registreringsdato.
  • Du skal dokumenterer, at bilen efter ændringerne lever op til de krav der gælder om støj, forurening og sikkerhed.
  • Bilen skal synes og godkendes med ændringerne
    Kilde: Færdselsstyrelsen