6. oktober 2009 - Bilpriser.dk

Slaraffenland
Årets Bil i Danmark 2010 er prøvekørsel på prøvekørsel.

Chevrolet Cruze er rummelig og velkørende.
Af Finn Arne Hansen, Bilpriser.dk
Første test: Mégane
Med 24 bilmodeller, der skal prøvekøres, er det bare med at komme i gang. Bilpriser.dk tager først en tur i Renault Mégane Tourer med 1,6 liters benzinmotor med 110 hk. Dejlige sæder, godt greb om tingene, særdeles velkørende og med forrygende bremser. Udsynet bagud er ringe. Men den meget lydsvage motor er for svag til den relativt tunge bil. Vi prøver også Mégane Coupe med 1.5 dCi-motoren, og den er meget, meget bedre.

Skuffende motor i Cruze
Chevrolet Cruze med 2-liters dieselmotor med 125 hk er en positiv overraskelse. Rigtigt gode sæder, kanongodt udsyn, masser af kabineplads, meget, meget velkørende. Men motoren, der har 125 hk, er lidt af en skuffelse. Måske kan en chiptuning ruske den lidt op. Der findes mindst ét værksted, der kan gøre det lovligt og med garanti.

Vellykket HDI-motor i 3008
Herefter går turen til Peugeots ny crossover 3008. Her ligger PSA's fremragende 2-liters HDI-motor under motorhjelmen, og den leverer 150 meget kultiverede og bomstærke hestekræfter. Dejlig og rummelig familiebil.

Kassevognsfornemmelse i Kia Soul
Turen går til livstilsbilen Kia Soul med 1,6-liters dieselmotor. Turen går ind i Silkeborg centrum for at tjekke opmærksomhedsværdien af den smarte koreaner, men enten er silkeborgenserne overfodret med nye biler, eller også var de bare ikke interesserede. Undervejs kan det konstateres, at motorlyden er meget "varevognsagtig". Det giver en lidt mærkelig fornemmelse af at køre kassevogn i stedet for lidstilsbil.

Sjove hybridbiler
Honda Insigt og Toyota Prius er dagens sjoveste oplevelse. Især Honda'en, fordi den ret sent skifter fra el-drift til benzinmotor. Så man kan trille helt stille gennem småbyerne og villakvartererne. Når man skal overhale, hyler motorerne op som stukne grise, og på grund af CVT-gearet følges omdrejningstal og hastighed ikke ad. En underlig oplevelse. Men sjove biler.

Polo - det sikre hit

Også Volkswagen Polo 1.4 når vi at tage en runde i. Alt sidder perfekt, alt er kvalitet, og bilen ligger bare godt på vejen. Der er ikke meget bundtræk i den lille benzinmotor, men den vil helt sikkert blive et hit. Om den også kan rende med titlen Årets Bil i Danmark 2010 ved vi på onsdag kl. 14.