29. september 2009 - Avis / Better Place

Avis vil udleje elbiler
Udlejningsfirmaet Avis og Better Place indgår aftale om elbiler.

Renault Fluence Z. E. Concept er den bil, som Better Place vil markedsføre.
Avis / Better Place
Udlejning af elbiler
Snart får danske kunder hos biludlejningsselskabet Avis mulighed for at leje en elbil, som understøttes af den batteriskifteteknologi, Better Place står bag. Avis har længe ønsket at tilbyde leje og mini-leasing af elbiler, men har ventet på den rigtige løsning, der kan gøre elbilerne lige så fleksible som benzin/dieselbiler. Den løsning er nu på vej med udsigten til elbiler, der kan skifte batterier på de batteriskiftestationer, som Better Place over de kommende år vil opføre over hele landet som en del af deres landsdækkende infrastruktur til elbiler. Med udskiftelige batterier er elbiler ikke begrænset af den rækkevidde, som bilen kan køre på en opladning, man skifter blot til et friskt og fuldt opladet batteri - og kører videre.

Avis vil være i front, når elbilerne kommer
“Elbilerne kommer, og vi vil være med helt i front, når det gælder tilbud til kunderne om miljørigtige alternativer, når de skal leje eller minilease en bil. Vi ved, at vores kunder ikke vil begrænses, hverken hvad angår kvalitet, sikkerhed eller friheden til at køre hen, hvor man vil. Better Place vil levere netop den fleksible løsning, vi har ventet på, og vi satser derfor på elbiler med udskiftelige batterier,” siger Philip Schack, direktør i Avis Danmark.  

Mellem hver 20. og hver 10. bil skal køre på el
Avis planlægger, at 5 - 10 procent af deres samlede bilflåde er elbiler i 2015, og med i planerne er også at tilbyde Better Place-abonnementer som en del af de samlede leje- og mini-leasing-pakker. De første Avis-elbiler forventes at være på gaden i 2011.
“Vi glæder os meget over samarbejdet med Avis og over, at de fremsynet deler vores vision om, at elbiler er fremtidens transportløsning. Avis’ tilbud kan hjælpe med at fremskynde overgangen til elbiler i Danmark, da flere danskere vil få mulighed for at prøve en elbil og fremover vil foretrække elbiler uanset om de lejer, leaser eller køber bil,” siger Jens Moberg, CEO i Better Place Denmark.  

Forsikringen er også på plads
Samarbejdet med Avis kommer kort efter offentliggørelsen af Better Place’s samarbejde med TrygVesta om udvikling af en forsikring, der er skræddersyet til elbiler.
Better Place’s services til elbiler blev vist på Better Place’s stand på Frankfurt Motor Show tidligere på måneden.

Fakta om Avis:
Avis er i Danmark blandt de største inden for biludlejning og har mere end 2.500 biler, 40 udlejningskontorer og 220 medarbejdere.
Avis har en bred vifte af serviceydelser, som sikrer kunderne den rette billøsning, uanset om de skal bruge en bil 1 dag eller flere år. Avis tilbyder traditionel billeje til erhverv, fritid samt Mini-Lease og Leasing.
I Avis’ store bilflåde finder man alt fra små økonomibiler til stationcars, MPV’er, luksusbiler, minibusser, varevogne og lastbiler.
Der er i dag meget fokus på miljøvenlig drift, og biludlejningsbranchen er ingen undtagelse. Derfor vil Avis Danmark indenfor den nærmeste fremtid implementere miljø certifikat ISO 14001 på linie med Avis Sverige og Avis Norge. Certificeringen vil omfatte alle Avis’ stationer i Danmark samt Avis’ hovedkontor i København.
Avis er en af verdens største internationale udlejningsvirksomheder med repræsentation i 160 lande, der alle har samme servicefilosofi ... We try harder.

Fakta om Better Place:
Som verdens førende udbyder af tjenesteydelser til elbiler bidrager Better Place til en hurtigere global overgang til bæredygtig transport. Better Place bygger en intelligent infrastruktur for at kunne tilbyde tjenesteydelser til elbilister, muliggøre et gennembrud for elbiler og optimere udnyttelsen af vedvarende energikilder. Better Place-netværket gør op med elbilens historiske begrænsninger ved at kunne tilbyde ubegrænset rækkevidde. Virksomheden samarbejder med hele transportsektorens 'økosystem' som bilfabrikanter, batterifabrikanter, energiselskaber og den offentlige sektor for at skabe en overbevisende løsning. Better Place er en privatejet virksomhed med hovedsæde i Californien og opererer desuden i Danmark, Israel og Australien.

Læs også:
Renault og Better Place vil sende 100.000 elbiler på gaden i Danmark og Israel