10. september 2009 - Continental

Evighedsforlygter
Evighedsforlygter gør det lettere at se fodgængere.

LED-lygterne lever i 10.000 timer - 10 gange det normale.
Continental
Evighedsforlygter fra 2011
Continental er på vej med et nyt LED-forlygtesystem til biler. Pærerne varer i hele bilens levetid. Samtidig justerer lygterne automatisk lysstyrken, så det bliver markant lettere at se modkørende biler og fodgængere.
Continental er på vej med et nyt revolutionerende LED-lygtesystem, der gør det langt lettere for bilister at se og blive set i mørket. Infrarøde kameraer registrerer køretøjer foran bilen, og i stedet for at man selv skal skifte mellem kort og langt lys og flytte opmærksomheden væk fra kørslen, sender kameraerne besked til LED-lygterne om selv at blænde op eller ned i forhold til modkørende trafik. Systemet vil på længere sigt kunne registrere fodgængere på fortovet eller i vejkanten og dreje lygterne hen på dem, så bilisten ser dem.

Se rundt om bilen i mørke
”Selvom det er mørkt, gør LED-systemet det muligt at se rundt om bilen ligesom i dagslys. Muligheden for at orientere sig og f.eks. bremse ned, når der kommer fodgængere, bliver meget bedre. Omvendt bliver risikoen for ikke at se eller blive set reduceret, og det øger trygheden for alle trafikanter,” siger Georg Nielsen, adm. direktør hos Continental Dæk Danmark A/S.

Navigationssystem styrer lygter
De digitaliserede lygter tilkobles også bilens navigationssystem. Navigationen underretter løbende lygterne om kurver og sving på vejen forude, og når bilen kører ind i et sving, lyser lygterne automatisk ind i kurverne i stedet for ligeud. Samme princip vil bogstaveligt talt kaste mere lys over vejkryds, der ofte kan være mørke.
LED-lygtesystemet, der bruger mindre energi, målretter dog ikke kun bilens lys bedre, men øger også bilens egen synlighed.

Holder i 10.000 timer
”LED-lygterne holder i hele bilens levetid. Hvor almindelige halogenlygter lyser i ca. 1.000 timer, xenon-pærer i omkring 2.000 timer, så er varigheden på LED-lys omkring 10.000 timer. Dermed forsvinder risikoen for at blive involveret i den type kollisionsulykker, der er forårsaget af lygtesvigt,” mener Georg Nielsen, adm. direktør, Continental Dæk Danmark A/S.

Continentals LED-forlygter er klar i 2011, hvorefter danske forbrugere kan erhverve dem.