1. januar 2009 - Bilpriser

Bilister mere energibevidste
På bare ét år har bilisterne lært at køre mere økonomisk

Mini er en trendsetterbil, men den er også økonomisk.
Bilpriser.dk
Forbedring på 11 procent på et år
Danskerne er tilsyneladende blevet mere energibevidste, når de køber ny bil. De nyindkøbte biler i 2008 var lettere og mindre energislugende end i 2007, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
De personbiler, som private husstande har anskaffet i 2008, kører 18 kilometer på en liter brændstof. Det er en forbedring på 11 procent siden første halvår 2007.

Nye firmabiler kører i gennemsnit 17 km/l
Også virksomhedernes biler er blevet mere energieffektive. Her kører de nyindkøbte biler nu 17 kilometer i gennemsnit på literen. Det svarer til en forbedring på 14 procent.
Ændringerne i mere miljøvenlig retning er kommet efter afgiftsændringerne i slutningen af april sidste år, hvor de lettere og mere energieffektive biler blev billigere, mens de tungere og mere brændstofslugende biler, f.eks. firehjulstrækkere, blev dyrere. Også de stigende energipriser har fået forbrugerne til at tænke mere på bilernes energiforbrug, skriver flere medier med Ritzau som kilde.