29. maj 2007 - Øresundsbron

Succes med bro
16.000 personer pendler nu dagligt over Øresundsbron

16.000 pendler nu over Øresundsbron hver eneste dag.

Øresundsbron
Pendlingen over Øresund stiger stadig med rekordfart. I maj måned vil 16.000 personer dagligt pendle over Øresundsbron. Det er en stigning på 4.000 personer (33 procent) på et år. 60 procent pendler med tog og 40 procent i bil.

Omkring 2.000 rejser over sundet for at studere, og cirka 14.000 pendler mellem bolig og arbejdsplads. Pendlingen er steget dels takket være de mange danskere, der har købt bolig i Malmö-området og har beholdt deres job i Danmark, dels på grund af de mange svenskere der udnytter manglen på arbejdskraft og det højere lønniveau i København. Over 90 procent af pendlerne bor på den svenske side og arbejder i København og omegn.

"Det, som før indvielsen af broen var en vision om et fælles arbejds- og boligmarked, er nu blevet til virkelighed," siger Øresundsbrons markedsdirektør Jacob Vestergaard.

Den arbejdsrelaterede pendling ventes fortsat at stige med hastig takt. I 2020 forventes omkring 40.000 personer at pendle dagligt mellem Malmö og København ifølge en prognose, som Øresundsbrons analyseafdeling har udarbejdet.

Ud over pendlingen over Øresundsbron pendler yderligere 1.500-2.000 personer med færge mellem Helsingborg og Helsingør.

Den hastige vækst i pendlingen er den vigtigste forklaring på, at trafikken på Øresundsbron for syvende år i træk er steget med tocifrede procenttal hvert år. Biltrafikken på Øresundsbron er til dato steget med 21 procent i år sammenlignet med samme periode i 2006.