27. april 2007 - FDM

Sikkerhed koster dyrt
Ny undersøgelse: lavtlønnede må fravælge sikker bil

Lavtlønnede har simpelthen ikke råd til at købe en sikker bil.

FDM
Din indkomst har stor betydning for, hvor sikker din bil er. Det er konklusionen på en ny undersøgelse som Zapera har gennemført for Dansk Metal. Undersøgelsen viser, at mange lavtlønnede er nødt til at prioritere bilens pris frem for sikkerheden, og at de lavtlønnede har en væsentlig ældre bil, end dem med en højere indkomst.

"Resultaterne viser klart, at almindelige mennesker med små indkomster ikke har de samme muligheder for gode og sikre biler, som dem med den store pengepung. Politikerne må derfor sænke registreringsafgiften, så almindelige mennesker ikke bliver nødt til at fravælge sikkerheden, når de skal købe bil," siger Mikael Bay Hansen, økonom hos Dansk Metal.

I undersøgelsen erklærer 37 % sig enige eller ret enige i, at de er nødt til at lægge mere vægt på bilens pris, end om den er sikker at køre i. Især blandt de lavtlønnede er der mange, der ikke har råd til at prioritere sikkerhed. Undersøgelsen viser, at næsten halvdelen (45 %) af dem med en husstandsindkomst på under 400.000 kr. er enige eller ret enige i, at de er nødt til at lægge mere vægt på pris end sikkerhed.

Problematisk
Hos bilisternes organisation, FDM, mener man, at det er problematisk, at der primært bliver valgt bil på baggrund af prisen.

"Danskerne er nødsaget til primært at fokusere på bilens pris frem for bilens sikkerhedsudstyr, fordi registreringsafgiften gør de sikre biler så dyre. Det er urimeligt, og derfor må politikerne også se at få sat handling bag deres ord om at ændre registreringsafgiften", siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.

Undersøgelsen viser også, at desto lavere indkomsten er, desto ældre er bilen. Bilerne er i gennemsnit 10,3 år hos familier med en husstandsindkomst på under 400.000 kr., mens gennemsnitsalderen er 6,6 år hos familier med en husstandsindkomst på over 400.000 kr. om året. Det skal sammenholdes med, at ældre biler ikke er nær så sikre som nye biler. Det dokumenteres blandt andet af test fra Euro NCAP og undersøgelser fra det svenske forsikringsselskab Folksam.

Der medvirker 1.879 personer i undersøgelsen som har haft til formål at belyse danske lønmodtageres brug af bilen.