• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
18. december 2018 - FDM

Test af selvkørende biler

Testresultat: Selvkørende biler kan ikke køre selv.

Nye biler er langtfra så selvkørende, som de giver sig ud for. Faktisk kan man slet ikke købe selvkørende biler, viser ny test af Euro NCAP. (Foto: Euro NCAP) Nye biler er langtfra så selvkørende, som de giver sig ud for. Faktisk kan man slet ikke købe selvkørende biler, viser ny test af Euro NCAP. (Foto: Euro NCAP)

FDM

Mange bilkøbere tror, at man allerede nu kan købe selvkørende biler, og at hjælpesystemerne i bilerne kan mere, end de reelt kan. Smart markedsføring af systemerne er en del af problemet, mener Euro NCAP, der derfor er ved at integrere en test af de nye hjælpesystemer i organisationens sikkerhedstest af alle nye biler.

Nye biler er langtfra så selvkørende, som de giver sig ud for. Det viser en ny test, som sikkerhedssamarbejdet Euro NCAP har lavet af de såkaldte førerassistent-systemer i 10 forskellige biler. De nye assistentsystemer som f.eks. en aktiv vognbaneassistent kan alene hjælpe føreren med at holde bilen i vognbanen, men må ikke forveksles med selvkørende funktioner. Euro NCAP’s konklusion er da også klar: Ingen biler kan køre af sig selv.
 
Alligevel markedsfører flere bilproducenter de nye førerassistenter, så de giver indtryk af, at bilen netop kan køre selv. Det kan vildlede forbrugerne og skabe farlige situationer i trafikken. I følge en undersøgelse Euro NCAP har lavet i forbindelse med testen, tror flere end to ud af tre bilkøbere, at man i dag kan købe selvkørende biler.

”Selvom udviklingen går stærkt, er vi endnu et godt stykke fra de selvkørende biler. Derfor er det også helt galt, når så mange tror, at nye biler reelt kan køre selv. Det vidner dels om behovet for mere forbrugeroplysning på området, dels at bilproducenterne i deres markedsføring skal blive mere realistiske i forhold til, hvad deres førerassistent-systemer faktisk er beregnet til. Ellers risikerer vi, at bilister fejlagtigt overlader kontrollen til bilen selv. Det kan i værste fald ende fatalt,” siger FDMs repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
 
Euro NCAP har på baggrund af testen henvendt sig til en række bilproducenter og bedt dem ændre deres markedsføring af hjælpesystemerne.
 
”Blandt andet har Euro NCAP bedt Nissan ændre navnet på det system, der hjælper føreren med at holde bilen i vejbanen, så det i stedet for at hedde ProPILOT bør ændres til ProPILOT Assistant. Netop ordet assistant er vigtigt, da det fortæller bilisten, at der kun er tale om et assistentsystem, som alene skal hjælpe føreren af bilen og ikke overtage kørslen,” siger Søren W. Rasmussen.
 
Det er imidlertid ikke kun markedsføringen og navngivningen af førerassistenterne, Euro NCAP mener kan blive bedre. Også den måde, systemerne virker på, kan med fordel blive mere ens bilmærkerne imellem.
 
”Selvom testen viser, at de forskellige førerassistenter generelt virker godt, er der også stor forskel på, hvordan de virker. I takt med at de bliver standard i nye biler, vil det være en fordel, hvis de i højere grad assisterer kørslen på nogenlunde samme måde. Det vil betyde, at bilisterne har lettere ved at vide, præcis hvordan systemerne vil assistere kørslen,” siger Søren W. Rasmussen.
 
Det er på den baggrund, at Euro NCAP netop nu er ved at fastlægge nye rammer for sin sikkerhedstest, så organisationen allerede om nogle år vil kunne vurdere bilproducenternes nye sikkerhedssystemer på en standardiseret måde og på den måde rådgive kommende bilkøbere om funktionen og sikkerheden i de enkelte bilmodellers assistentsystemer.

Hovedkonklusioner fra Euro NCAP
•    Der findes ikke selvkørende biler på markedet I dag.
•    De biler, der er på markedet i dag, kan ofte tilbyde en god assistance til føreren, men det skal ikke forveksles med selvkørende funktioner. Føreren er altid ansvarlig for kørslen.
•    Korrekt anvendt kan den nye teknologi hjælpe føreren med at holde en sikker afstand til forankørende biler, en korrekt hastighed og hjælpe med at blive I vognbanen.
•    Sikkerhedssystemerne bør ikke benyttes i situationer, de ikke er beregnet til.
•    Ikke alle bilproducenter benytter hjælpesystemerne på samme måde og giver dermed ikke føreren samme assistance under kørslen.

 
 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.