• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
8. maj 2018 - Hans Uffe Christensen

Slidte dæk er bedre end deres rygte

I en dugfrisk rapport gør dækgiganten Michelin op med myten om, at slidte dæk altid er dårlige dæk.

En dæks grundlæggende kvalitet betyder mere end mønstrets dybde. En dæks grundlæggende kvalitet betyder mere end mønstrets dybde.

Af Hans Uffe Christensen


I en netop dugfrisk rapport gør dækgiganten Michelin op med myten om , at slidte dæk altid er dårlige dæk.

Baseret på 75.000 årlige test foretaget på Michelins store testanlæg, Ladoux i Frankrig, konkluderer Michelins vicepræsident og udviklingschef, Tom Getty, at dæks grundlæggende kvalitet betyder mere end mønsterets dybde. Ulykkesstatistikkerne viser heller ingen sammenhæng mellem dækmønsterdybde og personbilers ulykkesfrekvens.

På en række områder klarer slidte dæk sig bedre end splinternye dæk af samme fabrikat. Udviklingschefen mener derfor, at det er et kolossalt ressourcespild, at dækbranchen opfordrer bilisterne til at skifte dæk, inden de når lovens minimumskrav på 1,6 mm mønsterdybde. Plus en voldsom ekstra belastning af miljøet, fordi det er meget energikrævende at fremstille dæk.
På baggrund af de mange gennemførte test opfordrer Tom Getty, branchen til at udvikle bedre og mere holdbare dæk i stedet for at opfordre kunderne til at smide deres dæk væk, så snart f.eks. halvdelen eller to tredjedele af mønsteret er slidt bort.
"Alle inkl. forbrugerorganisationerne fokuserer på nye dæk. Men alle dæk er i princippet brugte, så snart bilen har rullet de første kilometer. Derfor er test af slidte dæk i forskellige stadier af deres liv vigtigere end at teste dækkenes egenskaber som nye," siger Tom Getty.

Michelins test viser, at dæks egenskaber ændres meget forskelligt fra fabrikat til fabrikat, når de slides. De fleste dæk står bedre fast i tørt føre, når de slides. samtidigt bliver de som regel betydeligt mere økonomiske, fordi rullemodstanden mindskes. I gennemsnit er rullemodstanden 25 pct. højere for et nyt dæk end for et udskiftningsmodent dæk. Også støjniveauet falder med mønsterdybden.

De fleste steder i verden er der oftere tørt end vådt. Selv i en by som London er der tørt 71 pct. af året. I Sydfrankrig er det 85 pct. af året.
Det kritiske punkt er dækkenes egenskaber i vådt og især meget vådt føre med søer af vand på vejbanen. Her mister alle dæk vejgreb i takt med at mønsteret slides ned. Men i vidt forskelligt omfang. Nogle meget slidte dæk bremser og styrer lige så godt i sjaskvådt føre, som andre dæk gør, når de er splinternye. Se biledet fra testanlægget.
Tom Getty opfordrer derfor kunderne til at købe såkaldte premiumdæk, der i følge MIchelins test holder et højt niveau gennem hele deres levetid. Foruden Michelin omfatter premium-klassen fabrikater som Continental, Bridgestone, Goodyear, Dunlop. Yokohama med flere.

Først og fremmest bør kunderne undgå regulære discountdæk. Foruden elendige vejegenskaber har de ofte en dårlig holdbarhed. Og som nævnt så dårlige egenskaber i vådt føre, at de bør skiftes længe inden mønsterdybden er nede på de lovbefalede 1,6 mm.
Det kan virke ulogisk, at Michelin opfordrer kunderne til at slide deres dæk op i stedet for at skifte dem ud i i god tid. Tidlig udskiftning burde alt andet lige forøge omsætningen.
"Selvfølgelig vil vi gerne øge omsætningen, men det skal ske gennem tilfredse kunder, og tilfredsheden stiger, når kunden erfarer, at et produkt er langtidsholdbart og velfungerende i hele sin levetid. Det er derfor, vi nu fortæller sandheden om slidte dæk," siger Tom Getty.

Dæk med omtanke
Opbevar dæk køligt og aldrig på trædefladen. F.eks. i kælderen og helst i et dækstativ. Brug ikke vinterdæk uden for sæsonen. De slides hurtigt, når temperaturen vokser. Undgå voldsomme accelerationer og nedbremsninger. Høj fart f.eks. på tysk motorvej slider voldsomt på dækket. Ved 400 km/t holder et Bugatti-dæk i 20 minutter.
Kør ikke på meget gamle dæk. F.eks. dæk over 7 - 8 år.
Køb dæk af anerkendt mærke. Gerne såkaldte premiumdæk.
Sæt farten ned i vådt føre, når mønsterdybden når under 3 mm.
Hold dig til bilens foreskrevne dækdimension. Brede dæk er mere tilbøjelige til at "sejle" i vådt føre.

Tjek regelmæssigt dæktrykket og hold dig til det foreskrevne.
Smid dækket væk ved punktering eller køb en lovlig lapning med indvendig vulkanisering. Lad aldrig dine dæk ligge i solen. Det forkorter gummiets levetid. Skift dækkets ud, hvis det ryster, selv om det er korrekt afbalanceret. Så er det ikke rundt.

Undgå ukurante dæk. Især ukurante brugte dæk.
Inspicer jævnligt dækoverfladen. Fjern skarpe sten, tegnestifter o.l. i mønster eller trædeflade. Hold reservehjulets dæk på foreskrevet tryk. Eller benyt i stedet nødlappesæt. Kør aldrig over 80 km/t på et såkaldt nødhjul. Og skift til normalt dæk snarest. Sæt farten markant ned i stærk regn.


 

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.