• Læs mere om:
  • Miljø og sikkerhed
  • Marked og mærker
  • Nye modeller
  • Konceptbiler
26. juni 2012 - forsikring & pension

Autobahn kalder

Bilferie kræver forberedelse - få styr på forsikringerne.

forsikring & pension

Forsikringer til bilen
Forsikringsoplysningen giver dig et overblik over de dokumenter, du altid skal have med på bilferien, så du og din familie er dækket.

Sommerferien venter om hjørnet, og snart pakker tusindvis af danskere bilen for at køre sydpå til varmen. Men inden du når så langt, er det en god idé at få styr på forsikringerne og dokumenterne, så du og din familie er dækket, hvis uheldet skulle være ude.

Kaskoforsikring
Hvis din bil er kaskoforsikret, har du automatisk vejhjælp via Rødt Kort-ordningen. Det betyder, at hvis din bil bryder sammen, eller du bliver involveret i et færdselsuheld, så kan du få hjælp via SOS International, som administrerer Rødt Kort-ordningen. Du behøver ikke længere medbringe det røde kort fysisk, men kan nøjes med blot at huske telefonnummeret til SOS International. Har du en smartphone, kan du også vælge at downloade det røde kort som mobilapplikation.

"Hvis uheldet er ude, er hjælpen ikke langt væk. Er din bil kaskoforsikret, så kan SOS International hjælpe dig med vejhjælp på stedet, hjælp til bugsering til nærmeste værksted, hjælp til at komme videre med en lejebil og meget andet", siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.

Ansvarsforikring
Det grønne kort, som er bevis på, at bilen er ansvarsforsikret, er det ikke nødvendigt at have med, hvis du bliver inden for EU (samt Andorra, Island, Kroatien, Norge og Schweiz). Kører du uden for EU, så skal du altid medbringe det grønne kort.

Husk også at medbringe bilens originale registreringsattest. I visse lande stiller man sig ikke tilfredse med en fotokopi, så husk originalen. Kan du ikke finde den originale registreringsattest, kan du købe en ny hos SKAT.

Kører du med campingvogn, skal du naturligvis også huske alle relevante papirer på campingvognen som registreringsattest og forsikringspapirer.

Ulykkesforsikring
Kommer du ud for en ulykke på din rejse, dækker din ulykkesforsikring på nøjagtig samme måde, som hvis ulykken sker i Danmark. Du skal blot huske at anmelde ulykkestilfældet til din ulykkesforsikring. Det kan sagtens vente, til du er tilbage i Danmark.

Indboforsikring
Din indboforsikring dækker under rejser til/fra udlandet i indtil 3 måneder fra afrejsedatoen. Så bliver du fx udsat for tyveri under rejsen, så dækker din indboforsikring. Du skal dog være opmærksom på, at der gælder særlige betingelser ved tyveri fra biler, hotelværelser, campingvogne, telte, m.v. Eksempelvis er tyveri fra biler, hotelværelse, beboelsesvogne, campingvogne og telte kun dækket, når disse har været aflåste, og når der kan konstateres voldeligt opbrud.

Rejseforsikring
Forsikringsoplysningen anbefaler, at du altid tegner en privat rejseforsikring, uanset hvor du vælger at rejse hen. Du kan sikre dig, at du får den rigtige dækning ved at benytte Rejseforsikringsmåleren.

Rejseforsikringsmåleren giver dig også svar på, om du skal have det gule eller det blå sundhedskort med på din rejse. Den offentlige rejsesygesikring  dækker udgifter i forbindelse med akut sygdom, tilskadekomst og dødsfald, der er opstået i den første måned af rejsen. Men husk på,  at hjemtransport ikke er dækket på hverken det gule eller blå sundhedskort.

BILPRISER.DK'S NYHEDSBREV

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag.

Nyhedsbrev

Nyt fra Bilpriser.dk

Sidste nyt om biler på e-mail hver fredag


Siden 1999 har Bilpriser.dk været danmarks førende kilde til vurdering af brugte biler. Alle vurderinger er baseret på BilpriserPro Prisberegning, bilbranchens uafhængige værktøj til bilvurdering.