1. juni 2001 - Saab

Pollenfrit område
23 år gammel Saab-opfindelse holder stadig luften ren

Der er historier om pollenallergikere, der har overnattet i deres bil, når pollentallene var allerværst.
Af Jeppe Lykke Hansen
For pollenallergikere var det en revolution, da Saab for 23 år siden lancerede pollenfilter som standardudstyr i Saab 900.

Pollenfiltret var udviklet af Saab selv i samarbejde med læger og svenske filterfabrikker.

International opsigt
Den nye opfindelse løste et stort problem, og det vakte opsigt over hele verden.

I avisartikler blev der skrevet om pollenallergikere, der overnattede i deres biler, når forekomsten af pollen var allerværst.

Selvom de første pollenfiltre vitterligt var effektive, har der været en stor udvikling på området.

0,00025 millimeter
Moderne pollenfiltre kan opfange partikler så små som 0,25 tusinddele af en millimeter.

Der bruges i dag elektrisk ladning i kombination med aktivt kul i filtrene for at tage alle partikler og modvirke ubehagelig lugt i bilen.

Pollenfiltre er i dag standardudstyr i alle europæiske biler af en vis standard.